|
CHRISTIAN
JEPSEN Det første vi måspørre om er hvorfor vi skal være opptatt med en mann som
er død for mange år siden? Svaret finner vi i Heb 13:7:
"Kom i hu deres veiledere, de som
har talt Guds ord til dere! Legg merke til den utgang deres livsferd fikk,
og følg etter dem i deres tro."
Denne mannen vi skal besjeftige oss
med heter Christian Jepsen. Han var en kjent og avholden forkynner
i Luthersk Missionsforening (Danmark). Han var en av de mest betydligste
forkynnere Luthersk Missionsforening i SønderJylland har fostret.
Han virket over hele landet.
Vi skal komme litt bak denne mannen
og også vise noen av de predikener som rommer nettopp de sentrale
sannheter, som har ligget Christian Jepsen sterkt på sinne å
få frem. Rettferdiggjørelsen, Helliggjørelse
og forventningen om det himmelske fedreland er toner, som har lydt igjen
og igjen i hans forkynnelse. Hans ønske var å male Kristus
for øye. Det gjorde han med en smittende varme. Hans
enkle og dype vitnesbyrd var preget av evighetsalvor. Ofte peke han
på det himmelske målet, for det er himmelen som gjelder til
slutt. Dette forkynte Christian Jepsen alltid med varme og kjærlighet.
Han var også preget av nøysomhet, gudsfrykt.
|
|

|
|
|
Barndomshjemmet på Skast
|
Barneårene
Christian Jepsen vart født
22.September 1896 på Skast i SønderJylland. Han var
den siste i en søskenflokk på fire, hvorav den ene døde
av difteritis, før han ble født. Det vart altså
således tre, to jenter og Christian som vokste opp.
Da Christian var 10 år, ble hans
far syk. Legen måtte hentes, og det ble konstatert lungebetennelse.
Christian forteller at fra disse dager hadde han sine helligste minner.
Vi lar han selv fortelle om dette:
"Da vi stod inde i soveværelset
hos far, sagde han til mor: "Jeg kunne ønske at tale med et menneske
om min sjæl - - tale med én, som kan forstå mig".
"Hvem skal jeg sende bud efter, - præsten?" , spurgte mor. "Nej,
jeg er bange for, at han ikke kan forstå mig, du skal sende bud efter
gamle Hans P. Nielsen. Lad en af pigerne hente ham!". Jeg tænkte,
det var da mærkeligt, at far hellere ville tale med gamle "Hans Pæsen",
som vi kaldte ham, end med den unge præst. Far havde aldrig søgt
forbindelse med "Hans Pæsen", da han var rask; far og mor var skikkelige
mennesker, som havde levet et pænt og godt liv, men virkeligt samfund
med Gud ved Jesus havde de ikke, og derfor havde de heller ikke søgt
samfund med Guds folk eller brugt Guds ord i hjemmet. Som far lå
der, indså han, at hans kristendom ikke kunne holde i døden.
Han så også, at han ikke altid havde handlet ret, især
angrede han, at han ofte havde brugt søndagen som arbejdsdag i stedet
for at holde den hellig som hviledag.
Aldrig skal jeg glemme den skønne
sommeraften, da gamle ,,Hans Pæsen" trådte ind i vort hjem
og gik ind til fars sygeseng. Han havde sin store bibel under armen.
Han satte sig ved fars seng, læste i den gamle hellige bog, og siden
bøjede han knæ ved sengen og bad inderlig til Gud om frelse
for fars sjæl. Det var første gang, jeg så et
menneske bøje knæ for Gud; inde fra stuen havde jeg set det
hele gennem døråbningen, og da denne gamle, hellige og uselviske
Herrens tjener forlod vort hjem, havde jeg en stærk følelse
af, at jeg havde været på hellig grund."
Men faren stod ikke krisen igjennom,
og han døde bare 40 år gammel. Men i sitt hjerte hadde
han fått fred med Gud.
I tiden som fulgte ble en svær
tid for mor. Hjemmet deres lå nær kirkegården.
Kveld etter kveld stod hun ved fars grav og gråt. Christian
prøvde å trøste henne. Da svarte hun: "Ja,
min dreng, det er også synd for dig, men kunne jeg blot finde det,
jeg søger, så skulle det nok blive bedre!"
Christian forteller videre om sin
mor: Gennem fars sygdom og død var det blevet helt klart
for mor, at hun ikke ejede livet i Gud. Det var det, hun
søgte - og for enhver pris
måtte have i eje, for ellers ville hun jo aldrig kunne mødes
med far igen.
Men en fin sommereftermiddag med
varmt og dejligt solskin oprandt også lyset og solen for mor. Jeg
havde leget udenfor, og da jeg ganske tilfældigt løb ind,
stod mor i døren mellem køkkenet og stuen og tog imod mig.
Jeg lagde mærke til, at hun så glad ud. Sådan havde jeg
ikke set mor siden fars død.
"Kom lige her hen, min dreng",
sagde hun, og idet hun tog en stor bog, der lå opslået på
bordet, fortsatte hun: ,Her skal du bare høre, hvad der står!".
Og så læste hun:- "Men han blev såret for vore overtredelser,
knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik
lægedom ved hans sår". Et par store tårer trillede ned
over mors kinder, idet hun sagde: ,Nu har jeg det! min dreng, nu har jeg
det!".
Og mor havde det, hun havde det
evige liv. Da hun læste evangeliet om Jesus, som blev såret
for vore synder, havde Helligånden tændt troens liv i mors
hjerte, og nu kunne hun synge - om end gennem tårer -:
Nu har jeg fundet, det
jeg grunder
mit salighedens anker på.
Den grund er Jesu død og
vunder,
hvor den før verdens grundvold
lå.
Det er den grund, der evig står,
når jord og himmel selv forgår.
H. A. Brorson.
Fra nu af begyndte der et helt nyt
liv i hjemmet. Bibelen og salmebogen kom på bordet, og der blev sunget
lovsange midt i sorgen. Inde i den lille stue kunne mor og jeg nu bøje
vore knæ sammen og lægge alt og alle ting i Herrens hånd.
Fra denne svære tid i mit andet barndomshjem, da vi søskende
var blevet alene med mor, gemmer jeg nogle af mine kæreste og dyreste
minder."
|