"I ham var liv og livet var menneskenes lys"  Joh.1:4

CHRISTIAN JEPSEN

Det første vi måspørre om er hvorfor vi skal være opptatt med en mann som er død for mange år siden?  Svaret finner vi i Heb 13:7:
"Kom i hu deres veiledere, de som har talt Guds ord til dere! Legg merke til den utgang deres livsferd fikk, og følg etter dem i deres tro."
Denne mannen vi skal besjeftige oss med heter Christian Jepsen.  Han var en kjent og avholden forkynner i Luthersk Missionsforening (Danmark).  Han var en av de mest betydligste forkynnere Luthersk Missionsforening i SønderJylland har fostret.  Han virket over hele landet.
Vi skal komme litt bak denne mannen og også vise noen av de predikener som rommer nettopp de sentrale sannheter, som har ligget Christian Jepsen sterkt på sinne å få frem.  Rettferdiggjørelsen, Helliggjørelse og forventningen om det himmelske fedreland er toner, som har lydt igjen og igjen i hans forkynnelse.  Hans ønske var å male Kristus for øye.  Det gjorde han med en smittende varme.  Hans enkle og dype vitnesbyrd var preget av evighetsalvor.  Ofte peke han på det himmelske målet, for det er himmelen som gjelder til slutt.  Dette forkynte Christian Jepsen alltid med varme og kjærlighet.  Han var også preget av nøysomhet, gudsfrykt.
 
 

Barneårene
Christian Jepsen vart født 22.September 1896 på Skast i SønderJylland.  Han var den siste i en søskenflokk på fire, hvorav den ene døde av difteritis, før han ble født.  Det vart altså således tre, to jenter og Christian som vokste opp.

Da Christian var 10 år, ble hans far syk.  Legen måtte hentes, og det ble konstatert lungebetennelse.  Christian forteller at fra disse dager hadde han sine helligste minner.  Vi lar han selv fortelle om dette:
"Da vi stod inde i soveværelset hos far, sagde han til mor: "Jeg kunne ønske at tale med et menneske om min sjæl - - tale med én, som kan forstå mig".  "Hvem skal jeg sende bud efter, - præsten?" , spurgte mor. "Nej, jeg er bange for, at han ikke kan forstå mig, du skal sende bud efter gamle Hans P. Nielsen.  Lad en af pigerne hente ham!". Jeg tænkte, det var da mærkeligt, at far hellere ville tale med gamle "Hans Pæsen", som vi kaldte ham, end med den unge præst. Far havde aldrig søgt forbindelse med "Hans Pæsen", da han var rask; far og mor var skikkelige mennesker, som havde levet et pænt og godt liv, men virkeligt samfund med Gud ved Jesus havde de ikke, og derfor havde de heller ikke søgt samfund med Guds folk eller brugt Guds ord i hjemmet. Som far lå der, indså han, at hans kristendom ikke kunne holde i døden. Han så også, at han ikke altid havde handlet ret, især angrede han, at han ofte havde brugt søndagen som arbejdsdag i stedet for at holde den hellig som hviledag.
Aldrig skal jeg glemme den skønne sommeraften, da gamle ,,Hans Pæsen" trådte ind i vort hjem og gik ind til fars sygeseng.  Han havde sin store bibel under armen.  Han satte sig ved fars seng, læste i den gamle hellige bog, og siden bøjede han knæ ved sengen og bad inderlig til Gud om frelse for fars sjæl.  Det var første gang, jeg så et menneske bøje knæ for Gud; inde fra stuen havde jeg set det hele gennem døråbningen, og da denne gamle, hellige og uselviske Herrens tjener forlod vort hjem, havde jeg en stærk følelse af, at jeg havde været på hellig grund."
Men faren stod ikke krisen igjennom, og han døde bare 40 år gammel.  Men i sitt hjerte hadde han fått fred med Gud.

I tiden som fulgte ble en svær tid for mor.  Hjemmet deres lå nær kirkegården.  Kveld etter kveld stod hun ved fars grav og gråt.  Christian prøvde å trøste henne.  Da svarte hun:  "Ja, min dreng, det er også synd for dig, men kunne jeg blot finde det, jeg søger, så skulle det nok blive bedre!"
Christian forteller videre om sin mor:  Gennem fars sygdom og død var det blevet helt klart for mor, at hun ikke ejede livet i Gud. Det var det, hun
søgte - og for enhver pris måtte have i eje, for ellers ville hun jo aldrig kunne mødes med far igen.
Men en fin sommereftermiddag med varmt og dejligt solskin oprandt også lyset og solen for mor. Jeg havde leget udenfor, og da jeg ganske tilfældigt løb ind, stod mor i døren mellem køkkenet og stuen og tog imod mig. Jeg lagde mærke til, at hun så glad ud. Sådan havde jeg ikke set mor siden fars død.
"Kom lige her hen, min dreng", sagde hun, og idet hun tog en stor bog, der lå opslået på bordet, fortsatte hun: ,Her skal du bare høre, hvad der står!". Og så læste hun:- "Men han blev såret for vore overtredelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår". Et par store tårer trillede ned over mors kinder, idet hun sagde: ,Nu har jeg det! min dreng, nu har jeg det!".
Og mor havde det, hun havde det evige liv. Da hun læste evangeliet om Jesus, som blev såret for vore synder, havde Helligånden tændt troens liv i mors hjerte, og nu kunne hun synge - om end gennem tårer -:

Nu har jeg fundet, det jeg grunder
mit salighedens anker på.
Den grund er Jesu død og vunder,
hvor den før verdens grundvold lå.
Det er den grund, der evig står,
når jord og himmel selv forgår.     H. A. Brorson.

Fra nu af begyndte der et helt nyt liv i hjemmet. Bibelen og salmebogen kom på bordet, og der blev sunget lovsange midt i sorgen. Inde i den lille stue kunne mor og jeg nu bøje vore knæ sammen og lægge alt og alle ting i Herrens hånd. Fra denne svære tid i mit andet barndomshjem, da vi søskende var blevet alene med mor, gemmer jeg nogle af mine kæreste og dyreste minder."