|
|
Som 29-årig, mens han forskede på Cambridge University, havde Eckhart Tolle en spirituel oplevelse, der ændrede hans liv. I ti år har han nu arbejdet som rådgiver og spirituel lærer i Europa, USA og Canada, hvor han bor. Hans første bog The Power of Now er (pr. juli 2004) oversat til 22 sprog og trykt i over 700.000 eksemplarer.
”Så snart du ærer øjeblikket, opløses al ulykkelighed og kamp, og livet begynder at flyde med glæde og lethed”, siger Eckhart Tolle. Det er Selvets bevidsthed, der som solen bryder frem fra egoets skydække.
Foto: Lars Harrekilde
Denne artikkel har vært brakt i det danske holistiske bladet Nyt Aspekt i juli 2004
af Lars Harrekilde
En dyb indre glæde vælder frem fra en kilde i mig, mens
jeg går hen ad fortovet på vej til arbejde en ganske
almindelig hverdag. Det er en glæde, ja nærmest
lyksalighed, uden tilsyneladende grund. Jeg tænker ikke.
Jeg går blot og trækker vejret dybt ned i maven, lægger
mærke til min krop, lytter til hjertecentret og er
opmærksom på, hvad jeg sanser. Det er det sande jegs
bevidsthed, der som solen bryder frem fra egoets
skydække – en tilstand af glæde, som jeg har længtes
efter. Den er kommet efter at have læst i Eckhart Tolles
bog The Power of Now (norsk tittel: Det er nå du lever),
hvori han præsenterer en ufattelig simpel, men meget
effektiv metode til at genkende og slippe egoet og til at
finde indtil det sande jeg – Selvet. Ikke i løbet af nogle
måneder, uger, dage eller timer, men i løbet af minutter.
Bogen er fuldt fortjent blevet et ”hit” hos læsere og
anmeldere.
Grundlæggende findes tre typer åndelige praksiser. Den første bygger på skelneevne, idet man ser nogle ting som uønskede og andre som ønskelige, hvorfor man forsager det ene og vælger det andet. Den næste kan vi kalde for transformerende, idet man ikke dømmer noget, men arbejder med at forfine sine tanker, følelser og handlinger. Begge disse typer åndelige metoder anvender sindet som redskab, hvorfor de vil vise sig utilstrækkelige, efterhånden som man nærmer sig målet, der er hinsides sindet: forening med guddommen/Selvet. Den sidste type består af direkte forsøg på dette – dvs. selvrealisering eller oplysning her og nu. Eckhart Tolles metode hører til denne type. Grundlæggende forsøger man at ”træde ind” i Selvet, som i kraft af sin natur opløser personlighedens struktur. Man har intet ønske om det, men virkningen er der, idet det åndelige nærvær og lys er så levende og strålende, at egoets samlende kraft opløses.
Metoden er ikke ny. Man skal være i nuet, overgive sig totalt til det, som er. Tolle formår dog at sige disse eviggyldige og gamle sandheder på en måde, så selv jeg kan forstå dem. Svagheden i denne praksis ligger i styrkeforholdet mellem Selvet og egoet. Hvis den samlende kraft i egoet er meget stærk, vil metoden være vanskelig. Hvis man anstrenger sig, bliver det faktisk værre, er min erfaring. Opmærksomheden i nuet skal altså være ud fra en afspændt tilstand i sind og krop. I praksis vil de fleste derfor opdage, at metoden må suppleres med en transformerende åndelig praksis, men det kan lade sig gøre uden – særligt hvis motivationen er stærk.
Ifølge Eckhart Tolle er egoet et falsk selv, skabt ved ubevidst identifikation med sindet – dvs. man oplever, at man ikke er adskilt fra sit sind, sine følelser og tanker. Det er altså ikke nok i teorien at vide, at man ikke er sine tanker og følelser. Det skal leves, for at man er frigjort fra sindet. Sindet er ikke fejlfungerende i sig selv, pointerer Tolle. Fejlfunktion sætter ind, når man søger sig selv i det. Dermed bliver sindet til et ego, det overtager styringen og bliver til et monster. Det, der skulle være et redskab for det sande jeg, er i stedet blevet dets herre. Sindet er ifølge Tolle til for at blive brugt til en specifik opgave, og når den er overstået, lægger man redskabet fra sig. De fleste er dog tvangsmæssige tænkere – de kan ikke lade være med at tænke. Det er faktisk en form for afhængighed, idet det opleves, som om man ikke har muligheden for at sige stop. Det synes stærkere end Selvet, og det giver en falsk fornemmelse af nydelse – en nydelse, der uvægerligt vil vendes til smerte.
Grundlæggende kommer alle følelser fra en urfølelse, der stammer fra tabet af det sande jeg – dvs. bevidstheden om, hvem man er hinsides navn og form, fortæller Tolle. Følelsen angst ligger tæt på, men urfølelsen indebærer også en oplevelse af forladthed og af ikke at være hel. En af sindets hovedopgaver er at bekæmpe eller fjerne denne følelsesmæssige smerte, hvilket er årsagen til dets uophørlige aktivitet. Men alt, hvad sindet kan gøre, er at dække over det midlertidigt. Sindet kan ikke finde løsningen, for sindet er en del af problemet.
Sindet og dermed egoet lever primært i tid – enten fortid eller fremtid – og begge dele er illusioner skabt af sindet, påpeger Tolle. Det lyder umiddelbart som noget sludder ud fra vores almindelige, ubevidste forståelse af fortid og fremtid. Her kommer så en næsten håbløst banal, men meget vigtig pointe i hans lære: Fortiden var et nu, og fremtiden vil blive et nu. I sig selv er fortid og fremtid illusioner og vil altid være det. Kun det evige nu eksisterer. Denne erkendelse er let og kan umiddelbart virke uvæsentlig, men konsekvensen af den er enorm, hvis man lever derefter. Efter denne erkendelse siger Eckhart Tolle nemlig: Fokuser din opmærksomhed på nuet. Find ud af, om du har nogen problemer i dette øjeblik – ikke i morgen eller om ti minutter, men lige nu. Har du et problem lige nu? …
For mange vil det være en stor lettelse og overraskelse at opdage, at de på et tidspunkt i deres voksenliv ingen problemer har. Det her handler ikke om at løse problemer, men om at erkende, at der ingen problemer er, siger han. Der er kun situationer, og dem kan man handle i, eller man kan acceptere situationen som en del af det, som er lige nu. Ens ”her og nu” kan eventuelt opleves som ubehageligt, men det er ikke et problem. Selv mennesker, der er i en akut livstruende situation, oplever det ikke som et problem – men som en situation, de må forholde sig til med maksimal opmærksomhed, og de tænker ikke. Tolle præciserer altså, at har man et problem, er det, fordi man i sine tanker dvæler ved en situation uden en reel hensigt om eller mulighed for at handle her og nu.
Ubevidst gør sindet desuden situationen til en del af egoets identitet. Problemer er med andre ord uløseligt forbundet med egoets fornemmelse af, hvem man er. På samme måde er fortiden forbundet med egoets fornemmelse af jeg, mens fremtiden er forbundet med egoets håb om lykke. Man kan dog godt planlægge noget alligevel. Det kan være det bedste at foretage sig her og nu, men man skal være opmærksom på ikke at projicere sig ind i fremtiden ved at køre en ”indre film” og dermed miste nuet.
Prøv en lille øvelse: Sæt dig for at opdage, hvad din næste tanke bliver. Afvent den med fuld koncentration og opmærksomhed – som en kat, der sidder foran et musehul. ”Hvilken tanke kommer ud af musehullet?”, spørger Tolle. (Stop op og prøv denne øvelse, før du læser videre.)
Pointen er, at så længe man er intenst nærværende, er man fri for tanker. I det øjeblik opmærksomheden falder under et bestemt niveau, vælter tankerne ind. Det kan ikke lade sig gøre at være 100 % koncentreret om fx at høre en lærkes vidunderlige sang samtidig med, at man tænker. Først oplever man intenst – så analyserer man. Fasen, hvor man ikke tænker, kan dog være så kort, at man ikke opdager, at man ikke tænkte. Denne tilstand af fuldkomment nærvær er identisk med den oplyste tilstand, hvor Selvet åbenbarer sig. Måske er det kun i en brøkdel af et sekund, men vi har alle oplevet den. Fangede du det? Du har allerede oplevet den oplyste tilstand (om end det måske kun var i et glimt). Oplevelsen af det sande jeg kan også opstå, hvis man fx oplever en så storslået, smuk natur, at man ”holder vejret” et øjeblik. Her kan man opleve den hellighed, der er i alt. Ved at være nærværende i sig selv og anerkende sin egen guddommelige bevidsthed ser man guddommeligheden i omverdenen, fortæller Tolle. Han giver følgende råd: Erkend fuldt ud, at nuet er alt, hvad du nogensinde vil have. Gør nuet til dit primære fokus i dit liv. Overgiv dig til det, som er. Sig ja til livet og se, hvordan livet pludselig begynder at arbejde for dig snarere end imod dig.
Accept af ens ”her og nu” med total given slip på modstand er sand overgivelse. Man kan have en idé om, at man accepterer alt, men hvis man ikke gør det virkeligt og dybt inde, vil de gamle mønstre af modstand være der. En prøve på, om man er fuldt til stede i nuet, findes således: Er der glæde, afslappethed og lethed i, hvad jeg gør? Er der ikke det, skjuler tid øjeblikket, og livet opfattes som en byrde.Så snart du ærer øjeblikket, opløses al ulykkelighed og kamp, og livet begynder at flyde med glæde og lethed, siger Eckhart Tolle.