Foreningen Norges døvblindes hjemmeside har gleden av å formidle:

Kort Underviisning om De paa Landet, i Bergens Stift, meest grasserende Sygdomme, og derimod  tienende Hjelpe-Midler.

Av Hans Strøm

Bergen 1778

Dedechen.

_________

Transskribert utgave 2001

v/Bjørn Davidsen, Arendal


Til siden om Hans Strøm

Til S.W. Brochmann: "Bidrag til epidemienes historie i eldre tiden"

Til FNDB's oppslagsverk om forskjellige sykdommer og helseplager

Tilbake til siden "Fra legekunstens historie"

Tilbake til siden for historisk interesserte

Hjem


Forord til den transskriberte utgaven

S.W. Brochmann nevner i sitt "Bidrag til epidemienes historie i eldre tider" at han hadde hatt tilgang til en liten bok av Hans Strøm, som bare fantes i ett eksemplar på Bergen offentlige Bibliotek. Det eksemplaret har Statsarkivet i Bergen fått tillatelse til å digitalfotografere.  I den forbindelse tilbød jeg meg å transskribere boka fra gotiske til latinske bokstaver. Resultatet kan du lese her. Oppsettet i den transskriberte utgaven er forsøkt holdt tettest mulig opp til originalen. Den eneste vesentlige endringen, er at fotnotene her er kursivert, avmerket med en strek før og etter og holdt sammen på den siden de begynner. Dessuten er sperret skriftutheving i teksten markert med kursiv og i fotnotene med rett skrift.

Dessverre er omslaget, tittelblad og kolofonsiden borte i den boka vi har hatt tilgang til, men originaltittel, årstall og utgiver er likevel tilgjengelig på annen måte. Den øvrige teksten er komplett, og den begynner på side 5.

Det har i ettertid vist seg at det også finnes noen få andre eksemplarer av originalboka på enkelte universitetsbibliotek.

Da noen av de latinske navnene ikke alltid var like lette å tyde, vil skrivemåten etter hvert bli kontrollert mot der til egnede oppslagsverk. Vi vil også utarbeide en ordliste med forklaringer på en del navn og uttrykk i denne boka, som også foreligger i digital billedversjon på SAB/DA.

Eventuelle spørsmål eller meldinger om mulige feil i den transskriberte utgaven, kan rettes til Bjørn Davidsen, epost: fndbred@online.no


side 5:

§. 1.

For at beskrive de blant Bønderne paa Landet meest grasserende Sygdomme, og de derimod tienende Hielpe-Midler, maa jeg forud erindre, at det falder temmelig vanskeligt her paa Landet, at komme til Kundskab og Erfaring derom, først fordi mange i deres Svagheder intet Raad forlange, men lade GUd og Naturen raade, hvori den forudfattede Meening om en uforbigiængelig Skiæbne har en stor Deel hos mange, helst gamle Folk, dernæst fordi man sielden har Anledning at besøge de Syge selv, og at agte paa Sygdommens Kiendetegn; Man har altsaa intet at rette sig efter, uden deres ufuldkomne Beskrivelser, som paa de Syges Vegne indfinde sig for at forlange Raad, hvoraf end ikke den kyndigste Læge altid turde driste sig til at dømme noget vist; hvortil jeg endnu maa legge dette, at de ofte forlange Raad af fleere paa eengang, af hvilke det eene læt kan stride imod det andet, og at man sielden faaer at vide hvad Virkning Medicamenterne have haft, uden hvad man selv langt om længe kan faae udspurgt,

side 6:

ikke at tale om, at mange kan spilde Nytten af de beste Medicamenter, formedelst slet Leve-Orden, alt for stor Tillid til Kiærlinge-Raad med meere saadant, som her falder for vidløftigt at opregne. Med alt dette maa jeg dog sige, at jeg i de 10 Aar omtrent, jeg har practiseret i Medicinen, har vært temmelig lykkelig, hvilket jeg dog ikke saa meget tilskriver min Kyndighed, som Sygdommenes Natur, der hos gemene Folk ere meere simple og frie for den Blanding af fremmede Sygdomme, der ofte antreffes hos Kiøbstæd-Folk og andre af en meere kræsen Levemaade. De ere og lidet vante til Medicamenter, hvorfor det læt kan lyktes hos dem, som ikke vilde slaae an hos en anden. Endskiønt jeg ikke veed nogen Sygdom, som jo kan indtreffe paa et Sted i Landet, saavel som et andet, (Spedalskhed undtagen, som jeg siden agter at melde om) saa ere dog de Folk som boe langt ind i Landet og i Fiordene, meere stærke og sunde end de andre som boe nærmere Søe-Kysten og paa Øerne, hvortil Aarsagen ret udfindes, naar man henseer til den friskere Luft, den bedre Føde af Melk, Ost, Smør, Kiød, i Steden for den ved Søe-Kysten giængse Fiske-Spise, hvortil kommer den ordentlige Levemaade, som Land- og Jordebrug fører med sig fremfor Søebrug, da man ofte maa gribe sig usædvanlig an i Arbeyde, og til andre Tider have for megen Roelighed i usunde Værelser og trange Fiskerleyer, da man ey heller altid faaer Mad og Drikke i rette Tid, og derimod til andre Tider tager for meget til sig, eller søger at erstatte det de tabe af Maden i Øll og Brændeviin, hvilket altsammen maa blive Aarsag til mange Sygdomme hos Søe-Folket, som Fiorde-Folk veed lidet af. Jeg har ofte hørt Søe-Folk forsikre, at de, ved at være paa Søen, endog uden

side 7:

at tage sig noget møysommeligt for, bliver langt meere svækkede og udmattede, end ved det sværeste Land-Arbeyde. Man seer og mange Beviis derpaa i Torske-Fiskeriets Tid om Vaaren af de unge Karle fra Fiorderne, som lade sig leye til Fiske, hvilke i Begyndelsen ere ulige fyrigere og hurtigere end de andre, men tabe efter Haanden denne Munterhed, naar de et Par Maaneder har drevet Fiskerie. Dette viiser, at Fiskerie er en meget usund Handling, hvorfor intet heller var at ønske, end at Folk i Fiordene, der kunde leve af deres Jorder, vilde med Flid legge Vind paa Jordens Dyrkning, og lade Fiskerie fare, som ofte udarmer i Steden for at berige, spilder manges Hilsen, og leder desuden til adskillige Uordentligheder.

§. 2.

Da Doctores og Chirurgi (Saar-Læger) her paa Landet ey ere at faae, med mindre man vilde hente dem 10, 20 til 30 Miile fra, kan man let tænke, at det staaer slet til med Medicinen; Og endskiønt der ikke fattes paa dem der tituleres for Doctores, (hvilket Navn her tillegges enhver Fusker) saa er det dog enten Præster, som kan have lagt sig lidet derefter, eller en og anden Matrone, helst Præste-Koner, som kan læge et Saar eller meddele et Huus-Raad, som ikke gierne har stort at betyde, eller og er det de saa kaldte Blodtagere, der ey allene give sig af med Aareladen, som Navnet lyder, men staae og i besynderlig Anseende hos Almuen, for Indsigt i andre høye Videnskaber, ja søges ofte som Orakler, hvorfor jeg her anseer det for min Pligt at legge deres sande Beskaffenhed for Dagen. At disse Personer skulde besidde nogen tilstrækkelig Indsigt i de Ting som høre til Læge-Kunsten, det troer vel ingen som veed, baade hvad dertil

side 8:

udkræves, saa og hvor lidet deraf de kan lære af deres sædvanlige Læge-Bøger, Smith og Aalborg, der baade ere skrevne paa en Tid, da Læge-Kunsten var i slet Stand, og som de desuden ikke ret forstaae eller vide at benytte sig af. Saaledes kiender jeg den, som i Steden for blødgiørende Klysteer læste blødgiørende Klister. En anden sagde om en Svag, at han havde sin Sygdom i den 7de Tarm; og paa Spørsmaal: Hvilken Lægebog han betiente sig af, blev Svaret dette, at det var Doctor Morten Luthers.

Naar nu deres Dumhed kan gaae saa vidt, som den virkelig ofte giør, kan man deraf let slutte til Resten. Herved nægter jeg dog ikke, at nogle af dem kan vide noget bedre, vilde og rose det hos dem, at de vilde, efter Leylighed, anvende nogen Flid paa saa nyttig en Handtering, naar de kun vilde handle redelig, og ey lade sig dyre betale for ubetydelige Ting, naar de ligeledes ey vilde give sig ud for meere end de forstaae, eller tillegge sig ligesom overnaturlige Gaver, saasom: at deres Medicamenter ey allene skal hielpe naar de paalegges eller indtages, men og førend de bruges, og medens man endnu er paa Veyen til den Syge dermed, hvilket jeg nogle Gange med forundring har anhørt, og har ikke vedst hvad jeg meest skulle undre over, enten deres Dristighed, som foregive saadant, eller deres Taabelighed, som troe det.

Det jeg dernæst finder at laste hos dem er dette, at de bestyrke Almuen i deres sædvanlige Indbildning, at udlede Sygdommenes Aarsag af Marken, Kirkegaarden eller Fiæren, (Stranden) thi det har nogle Gange hendt mig, at en og anden har forlanget Raad uden at afhente det, og naar jeg har spurgt om Aarsagen, har jeg faaet det Svar, at man siden var kommen under Veyr

side 9:

med, at Sygdommen var et Tilfælde av Marken, hvilket jeg siden har merket, at en eller anden Blodtager har vedst at oplyse dem om, og give Raad for. Vore Blodtagere er altsaa effen det samme, som Grønlændernes og andre Amerikanske Folkes Hexemestere eller Giøglere, som ved deres Giøglerie skal forstaae at fordrive de onde Aander, fra hvilke de udlede alle deres Sygdomme. Videre at igiendrive denne Vildfarelse, vil jeg her ikke opholde mig med, men kun sige, at vore Blodtagere for at læge andre, først burde læge deres Hierne for slige daarlige Indbildninger, og lade sig bringe til saa megen sund Sands og Forstand, at de kunde skille en klar Sandhed fra en haandgribelig Løgn.

§. 3.

Ved denne Anledning maa jeg melde noget om Aareladen, siden jeg har merket, at vore Bønder giøre deraf en særdeles Videnskab og Kunst. Dette sees deraf, at saa ofte de raades til Aareladen, faaer man gemeenlig det Svar: Ja, vedste man kun nogen som forstod det til Gavns. De meene nemlig, at en vis Aare maa slaaes for enhver Sygdom, Lunge-Aaren, f.E. for Lungen, Lever-Aaren for Leveren, o.s.v., hvilket de meene at ingen uden de rette Blodtagere forstaaer. Deraf kommer det, at saa ofte de hentes til en Syg eller kommer reysende i et Bygdelav, samles til dem Halte, Krøblinge og Blinde, for at lade sig Aarelade, ofte uden al Fornødenhed; Og da en Aare at aabne gemeenlig koster 8 sk., glemmer de ikke, for Profittens Skyld, at aabne flere af Gangen, saasom paa begge Armene eller Fødderne tillige, som dog strider imod alle sunde Læge-Regler.

Herudi, som i meer, vilde de uden Tvivl handle paa en langt anden Maade, hvis de forstode saa meget af Blodets Circulation,

side 10:

at det Blod, som een Time er i een Aare, er en anden Time i en anden; thi deraf kunde de vide, at det er ligemeget hvad Aare man aabner, naar den kun er tilstrækkelig stor, saa som Medianen. Deres Aareladen vilde og blive til større Nytte, hvis de giorde sig visse sande Aareladings Regler bekiendte, saasom disse: Aldrig uden i trængende Nød at aarelade unge Qvindes Personer uden paa Foden, for at trække Blodet ned ad og befordre Tiderne; derimod aldrig at aarelade Frugtsommelige uden paa Armen, da de ellers maatte abortere, eller som man her kalder det, fare ilde; Ligeledes strax at aarelade i hidsige Sygdomme og Betændelser, og igientage samme oftere, indtil Pulsen bliver blød og dens Heftighed aflader, hvilket alt jeg dog har fundet dem gandske ukyndige udi. Skal derfor Aareladen regnes for en Kunst og Videnskab, frygter jeg, at vore Blodtagere forstaae meget lidet deraf. Men jeg maa nu begive mig til Sygdommene selv.

§. 4.

En af de farligste og meest smitsomme Syger, man blandt Bønderne veed af at sige, er den saa kaldede Sodt eller Landfarsodt, som er en vedholdende aarlig og smitsom Feber, og kan enten være en hidsig Feber, (*) som kommer af Blodets Fortykkelse, og alt for hæftige Bevægelser, foraarsaget af Udsvævelser i Arbeyde eller Faste, stærk Forandring af Kulde og Varme, kolde Drikke mens man er varm, og deslige, hvilken

______

(*) Den saa kaldte Flod-Feber, som yttrer sig med Snue, Hoste, Gysen o.s.v., kommer her ikke i Betragtning med mindre de udarte til hidsig Feber, da de paa samme Maade maa behandles.

_______

side 11:

da yttrer sig med en hæftig Puls, stærk Hede og Tørhed, hæftig Tørst og Hoved-Pine, hvortil og kan slaae sig Hoste, Sting og Tørværk; Eller og kan det være en forraadnende Feber der kommer af en fordærvet Natur i Maven, Indvollene eller Gallen, og yttrer sig med slem Aande og Smag i Munden, Ekkelhed og Brækning, Følesløshed og Forvirrelse i Sindet, en tyk og opspendt Mave, hæftig Hoved-Pine, hvorved Hoved-Haarene tillige gaaer af, hvormed ogsaa undertiden kan følge Flek Feber eller andre Febre, med Udslag, hvorom meere siden. Saadanne forraadnende Febrer ere da meest farlige og dødelige, naar de hidbringes fra Kiøbstæderne, eller een og anden Soldat og Matros, af et med slig Sygdom befængt Skib, kommer hiem og smitter andre med sig, hvorpaa haves et bedrøveligt Exempel, om jeg erindrer ret, 1763, da mange Matroser fra Floden komme tilbage, hvorfor intet heller var at ønske, end at saadant i Fremtiden ved Øvrighedens Foranstaltning maatte forebygges, og at saadanne Svage ey bleve sendte her hiem paa Landet, førend de i Kiøbstæderne vare curerede, saasom de ellers kan besmitte heele Kirke-Sogne, og anrette en forskrækkelig Ødeleggelse.

Hvad Curen af denne Sygdom angaar, da veed jeg intet Raad bekiendt blandt Bønder, dette eene undtaget, at kaage Koe-Møg i Melk og drikke deraf, som og i Sygdommens Begyndelse kan have nogen Nytte, i Mangel af bedre, og tiene til at svede paa. Derimod bliver det nu paa nogle Steder mere almindeligt, at indtage Krudt i Brændeviin, hvorom jeg maa sige, at naar den Salpeter og Svovel der er i Krudte ey var at foragte, det første for sin kiølende, det andet for sin sveeddrivende Kraft, saa derimod synes Brændeviinet igien at fordærve det alt: I det

side 12:

mindste er der ingen Feyl, som oftere begaaes af vore Bønder, end at give Folk Brændeviin og stærkt Øll i deres Sygdomme, hvor Blodet, som er hidsigt tilforn, ved slige Midler end meere maa ophidses og fordærves. Mit Raad i slige Tilfælde er altid at Aarelades, jo før jo bedre. Jeg giver dem kiølende Pulver af Saltpeter og Sukker. See §. 17. Samt fortyndende Drikke af Byg- eller Havre-vand, nemlig: En Potte Byg eller Havre kaagt i to Kander Vand, indtil Halvedeelen er indkaagt, hvoraf maa drikkes en Kande i det mindste om Dagen, siden det i slige Sygdomme fornemmelig kommer an derpaa, at fortynde Blodet, og giøre den onde Materie i Maven og Tarmene beqvem til at udføres ved Sveed, Urin og Stolgang. For Smagens, og endmeere for Forraadnelsens Skyld, bør denne Drik giøres syrlig ved Ædikke eller Syre (suur Valle.) Jeg raader og helst om Sommeren, at blande deri Saften af Multe- Bringe- Tytte- eller andre Bær, som, naar de kun ere modne, giver den Syge en fortreffelig Forfriskning og Lægedom. Undertiden bruger jeg og mod Forraadnelse, at indgive Mixtura Simplex (See §. 17) nogle gange om Dagen, eller at blande foranmeldte kiølende Pulver medCremor tatari , eller præpareret Viin-Steen. Mod Ekkelhed giver jeg dem Bræk-Pulver, og mod Vildelse Spanske Fluer paa Læggene, som altsammen er efter de nyeste og beste Lægers Raad. Mod Hoved-Pine, bruger jeg ofte knusede Eene-Bær, en Times Tid opblødte i Viin, og lagt paa Issen, et Huus-Raad som ey er at foragte. Purgeer-Midler bruger jeg sielden, siden de hos Bønder-Folk sielden virker uden i store Portioner, og Clysteer kan man ey faae dem til at omgaaes med, som altid er en stor Mangel og Hindring, skiønt deres haarde Natur som oftest overvinder dem. For Resten bør den Leve-Orden, som jeg i §. 18 har meldt om, her nøye iagttages.

side 13:

§. 5.

Febre med Udslag, saasom Flek-Feber, Frisler eller deslige, ere blandt vore Bønder lidet bekiendte. Flek-Feber kan undertiden indfinde sig hos een og anden, naar de forraadnende Febrer grasserer, hvorpaa haves Exempel 1776. Noretle eller Norisle (Febris scarlatina) er her til Lands den Udslags-Feber, som er Almuen meest bekiendt, og yttrer sig med røde Pletter, som give megen Vædske fra sig, og giør Kroppen hudeløs. Ligesom Pletterne meest viise sig paa Halsen og Brystet, saa holde de sig dermed her meget til Underlivet, og om de gaaer Livet gandske omkring, (*) meener man at de ere dødelige. Derimod bruges Herba Linnæa, her kaldet Norisle-Græs, saaledes: at man kaager Urten i Vand, og legger den som et Omslag om Livet. Men dette Raad er nok ikke meget i Brug, ikke heller af mig forsøgt; thi endskiønt jeg kiender een og anden som har haft denne Sygdom, er der dog ingen, som hos mig har begiæret Raad derfor. For Resten veed man, at Udslag-Febre cureres ligesom hidsig og forraadnende Febre, ikkun at man ey bruger Purgeer-Midler, efter at Pletterne ere komne ud. Den §. 18 beskrevne Leve-Orden er og her fornøden. Det samme gielder og om Friesel, der ellers er blandt Bønder lidet bekiendt,

______

(*) Det er mærkeligt, at denne Sygdom ogsaa er bekiendt i Grønland, under det Navn Auinek som sees af de nyelig udgivne Anmerkninger over Cranzis Grønlandske Beskrivelse. 63. S. Den siges at yttre sig med røde Pletter, i en Tværhaands Bredde, gaaende som et Belte om Livet, og holdes for dødelig, naar den gaaer Livet gandske omkring. Samme Steds heder det og, at Sygdommens Navn skal være Zona ?L? Cingulum Danice. Brand-Belte.

_______

side 14:

hvorimod den oftere antreffes hos Folk af en meere kræsen Leve-Maade, helst Fruentimmere, hvortil den idelige Thee og Caffe Drikken vel er en stor Aarsag. Barsel-Koner, som ophidse sig ved megen Varme og forkiøle sig igien, ere og ofte dette Tilfælde underkastede; og de som da formedelst en slet Leve-Orden, eller ved at smørge noget udenpaa drive Frieselen ind, kan være visse paa, at de siden et Par Gange om Aaret, ja ofte een Gang i hver Maaned faae den igien, og bliver den næsten aldrig qvit, hvorudi det har sig ligesom med den blandt Bønderne, helst af Qvinde-Kiøn meget giængse Sygdom, Gust eller Overblæst, der er en Herpes Miliaris eller Friesel-Udslet, og yttrer sig med lige saadant Udslag, som i Friesel, ofte ogsaa med slemme Saar; men har dog sielden nogen egentlig Feber eller indvortes Sygdom i Følge med sig, undtagen naar man driver Gusten ind, da den foraarsager Trangbrystighed og andre slemme Tilfælde; Og dette treffer desto oftere ind, saasom man overalt bruger den slemme Sædvane, at lade blæse paa sig af Smede-Belgen, eller røger sig med Svovel, Alv-Næver (lichen Aphtosus) og deslige, som snarere driver det Onde ind end ud; Og de, som paa saadan Maade have drevet Gusten ind, kan giøre sig den visse Regning, at den Aaret efter, især om Foraaret, kommer igien. Den sædvanlige Maade, paa hvilken man faaer Gust, er denne: At man legger sig at sove paa fugtige Marke, eller i raadt Høe, eller kommer paa et Sted, hvor en slem Damp opstiger af Jorden, (*) hvoraf den naturlige Uddampning hemmes.

_____

(*) Det er her ikke rart, naar Marken er vaad, og der paa vaadt Veyr følger Varme, at see en tyk Damp opstige af Jorden. Man har endog seet en blaa Damp opstige af Myrer, hvorpaa strax har fulgt Torden og Lynild. 1776, i Maji, da paa fugtigt Veyr fulgte sterk Varme, hendte det i min Have, at der af et tørt Urtebeed, som laae nær ved en Brønd, opsteeg en blaa Damp-Støtte. Den Person, som sad tet derved, for at luge, blev strax trangbrøstet deraf, og det var nok hendes Lykke, at hun strax gik derfra, da hun ellers kunde have faaet Gust, eller andre slemme Tilfælder.

_______

side 15:

Det merkeligste Exempel jeg har haft derpaa, er en Bonde-Pige, der, ved at ligge paa Marken, fik en saadan Gust eller Udslet paa den heele halve Side, og det som er det mærkeligste, blev paa samme Side gandske lodden, som af Haar, hvortil Aarsagen nok har været den samme, som den, der angives til den i svenske Academies Handlinger 1743, 1ste Qvartal, anmeldte Børne Sygdom, Borster, nemlig: at Sveeden formedelst hæmmet Uddampning, har hærdnet til en talgagtig Materie, som har trænget sig ud igiennem Sveede-Hullene, og ladet sig tilsyne, som Loddenhed, eller Haar. Dette erindrer jeg og om samme Pige, at endskiønt hun en Tid fik Sygdommen fordreven, kom den dog Aaret efter igien, hvoraf jeg slutter, at hun efter den førommeldte slette Omgangs Maade har drevet Sygdommen ind, saasom jeg aldrig har merket, at den kommer igien, naar den kun eengang ved Sveed er uddreven, hvorfor jeg altid giver dem een eller flere Doses Essentia Alexipharmaca, eller Hylle-Saft indtaget i varmt Øll, eller Valle, og har altid fundet dette Raad tilstrækkeligt, undtagen naar Sygdommen har været meget gammel, og Udslettet alt for meget, da jeg og har givet dem blodrensende Decoct af Antimon. Crudum, og Eenebær-Rødder, hvorom kan læses §. 17.

§. 6.

Førend jeg forlader den Materie om Febrene, maa jeg og melde dette om den saa kaldte Vexel-Feber eller Kolde,

side 16:

at den aldrig er mig forekommen førend 1777 i Junii Maaned, da nogle Mennesker her i Menigheden bleve angrebne deraf, og fik den to Gange om Dagen med Frost, Gysen og Afmægtighed, at de maatte gaae til Sengs, da de dog den øvrige Tid af Dagen kunde være oppe og temmelig vel forrette deres Arbeyde. Hos de fleste gik Sygdommen over af sig selv; jeg veed i det mindste ingen som begiærede Raad derfor, uden et Fruentimmer i mit eget Huus, der fik den med Durchløb, (Liv-Syge) og ellers med samme Omstændighed, som før er sagt. Efter at hun i nogle Dage havde brugt Gryn-Supper, og mod hvert Anfald af Kolden taget Campher-Pulver, (See §. 17.) gav jeg hende tilsidst China-Bark, et Par Spise-Skeer om Dagen, som efter 3 a 4 Dage gandske fordrev Sygdommen, og gav den Svage sine Kræfter igien, der allerede vare svækkede i den Grad, at hun undertiden faldt i Daanelse.

§. 7.

Kopper og Meslinger, som ligeledes kan regnes til Febre eller Udslag-Febre, maa jeg og melde noget om, i sær dette, at den nyelig opfundne Maade at inoculere eller indpode Kopper, er ogsaa her med Nytte forsøgt, da Monsr. Lange, Chirurgus ved Rechnæs Hospital paa Molde, paa Syndmør og i Romsdalen, har Tid efter anden inoculeret 3 a 400 Børn, alle saavel og lykkelig, at ikkun 1 á 2 av 100 ere døde, naar dog i de sædvanlige Kopper døer hver 5te eller 7de Menneske. Med samme Lykke inoculerede Hr. Provsten Krogh og Hr. Heiberg i Nordfiord 562 Børn i det Aar 1771, hvoraf noksom sees Inoculationens nytte, endog ved en saa slet Omsorg og Pleye, som Bønder-Børn kan have; thi det er at mærke, at ingen af disse

side 17:

Mænd har været tilstæde, for at tilsee Børnene i deres Sygdom: de have altsaa været overladte til Forældrenes egen Omsorg, som sielden kan bare sig for, efter almindelig Sædvane, at give dem Miød, samt holde dem under varme Dyner i heede Værelser, som dog er en Pest for dem; Man maa derfor undre, at de fleste, alt dette uagtet, have undgaaet Døden. Ved hvilken Anledning jeg maa vise den rette Omgangs Maade i Kopperne, som er at afholde de Syge fra al stærk Drik og føderiig Mad, og derimod give dem Byg- eller Havre-Vand, eller og Valle at drikke i Mængde; Ligeledes at holde dem over Sengen, saa længe det er mueligt, snart at give dem enten slet ingen eller gandske liden Varme i Værelserne, hvori tillige ofte indledes frisk Luft, med meere saadant, som i Leve-Ordenen for de Syge er anført §. 17. Ligeledes bør man med en Penne-Kniv stikke Huller paa Kopperne, naar de ere guule og modne, og, hvad især Voxne angaaer som anfaldes af de naturlige Kopper, strax at aarelade, at bruge daglig Clysteer, at holde Fødderne i lunket Vand et Par Gange om Dagen, for at faae Kopperne til at slaae ud, og om de vilde slaae ind igien, legge spansk Flue-Plaster paa Leggene, eller indgive Campher-Pulver at sveede paa. I Mæslinger forholder man sig ligeledes. Man bruger strax i Begyndelsen Aareladen, Purgeer-Midler og det øvrige efter Fornødenhed. Mod den i Mæslinger sædvanlige Hoste, holder man Munden over heed Damp af Vand, eller drikker Thee af Isop og Salvie.

§. 8.

En ikke meget farlig, men dog blandt Bønderne paa Landet meget sædvanlig Sygdom, er Tørværk,(Rheumatisme)

side 18:

som og kaldes flyvende Gigt, og bestaaer i en Værk, som nu blir siddende paa et Sted, nu igien flytter sig fra et Sted til et andet, saa som Lændet, Arme, Ryg og Skuldre, undertiden igien flyver som en Ild eller Heede den heele Side igiennem. Aarsagen er en af hæmmet Uddampning foraarsaget Skarphed i Blodet, hvorfor denne Sygdom, som ofte faaes Høst, Vinter og Vaar, da Luftens Forandringer ere meest hæftige og virke stærkest i Legemet, ofte igientagen Aareladen og Purgering, og for Uddampningens Skyld at drikke Hylle-Thee, har jeg fundet meest tienlig mod denne Sygdom. Spansk Flue-Plaster maa legges paa de Steder, som værke, og hvor Værken flytter sig hen, maa Plasteret legges paa igien. Hvor Skarpheden og den værkende Materie sidder dybt, saasom i Lændevee, giør det Spanske Flue-Plaster liden Nytte, saa længe det kun trækker et tyndt Vand ud, det bør derfor legges paa igien indtil det udtrækker et seygt Sliim. Jeg selv har haft denne Svaghed i et Par Aar, og fik den, ved at drikke Mineralsk Kildevand, fordreven. 1776 var den grasserende Tørværk meget stærk, og havde hidsig Feber i følge med sig. Den maatte derfor læges paa samme Maade, som sagt er om Feberen §. 4.

§. 9.

Modersyge er her blandt Qvinde-Kiønnet temmelig giængs, og kommer vel for det meeste af den Sædvane, at gaae med bare Fødder i Kulde og Fugtighed, og at de i deres critiske Tider, naar de ere denne Svaghed underkastede, ey vide at tage sig vare for Forkiølelse, eller at søge Raad i Tide. Naar nu dertil kommer en idelig Aareladen, som det eeneste Raad man kiender, svækkes Naturen end meere, de falde til Blegsodt, Modsodt,

side 19:

med slemme Opstigelser og Gulpninger, Tungsindighed og deslige. I saadanne Tilfælde har jeg ikke fundet noget tienligere, end det Tissot foreskriver, som er Jern Fiilspaan (Jern-Sinder) 2 Lod, stødt Sukker ligesaa meeget, stødt Annis 1 Lod eller halvt derimod, blande det vel, og tage en Theeskee eller bred Knivs-Odd deraf i Vand trende Gange om Dagen; thi ved dette Middel styrkes de slappede Fibrer og Nerver, og Blod-Løbet bringes igien i sin Orden. De som derimod ere stærke, blodriige, og gemeenlig ligesaa blussende røde som hiine bleege, behøver, efter foranmelte Tissots Forskrift, en anden Omgangs Maade, som er Aareladen paa Foden, Fodbad og Blodets Fortyndelse ved at drikke megen Valle. I slige Tilfælde betiener jeg mig ofte med Nytte av Hysteriske Urter, saasom Capillum Veneris, Centaurium Minus o.s.v., hvori jeg blander lidt Sennes-Blade, eller i den Sted Moder-Piller. Her kan og ventes god Hielp af Trifolium aqvaticum, Vand-Trekløver, hvis Brug i dette Fald ogsaa er endeel Bønder bekiendt, men ey saa almindelig som den burde. Dog var vel intet Raad i begge Tilfælde enten tienligere eller lettere at komme til, end Mineralske Vandes Brug, hvis ypperlige Virkninger i denne Sygdom jeg ofte har erfaret, hvorfor intet heller var at ønske, end at samme maatte blive Almuen meere bekiendt. Paa den Tid det Røde ophører hos gamle Folk af Qvinde-Kiøn, anfaldes de af adskillige Svagheder, mod hvilke jeg ikke har fundet noget ypperligere end det af Tissot foreskrevne Cremor Tartari eller præpareret Viinsteen, hvoraf kan tages et Par Theeskeer i Vand hver Morgen i 8te Dage. Det er og for saadanne Personer fornøden at lade sig aarelade i det mindste et Par Gange om Aaret.

side 20:

§. 10.

Tungsindighed er en Svaghed der som tiest reyser sig af den foranførte, og antreffes derfor ofteste hos Qvinde-Kiønnet, skiønt den ikke heller saa sielden indfinder sig hos Mands-Kiønnet. Da den er en Nerve-Sygdom, og alle Nerver staae i nær Foreening med Hiernen, Tankernes Sæde, har den adskillige underlige Tilfælde i Følge med sig, som ofte ansees for overnaturlige Ting og Virkninger af Satans Fristelser. Uden at igientage hvad jeg derom paa et andet Sted har sagt, vil jeg kun erindre dette, at hvo som ikke vil troe, at denne Sygdom har sin Oprindelse i et svagt Legeme, kunde maaskee derom overbevises, naar han af en tungsindig Kone, som jeg kiender, vilde lade sig fortælle, at naar Sygdommen satte sig for Hiertet, fulgte altid dermed sørgelige Tanker, satte den sig i den høyre Side, var hun meere end ellers tilbøyelig til Vrede, yttrede den sig i Baghovet med Krampe, kunde hun ikke erindre sig noget, naar den igien satte sig i Panden, kunde hun ikke tænke fremad, saa som hvad hun Dagen efter skulde giøre, hvorimod alt det hun fra Barns Been havde giort, stod hende saa livagtig afmalet, som om det samme Dag var skeed. (*) Hvad Kuren af denne Sygdom angaaer, da

______

(*) Den samme Kone, som længe har haft en Rørelse i den venstre Side, havde engang dette besynderlige Tilfælde, at hun i den halve og venstre Deel af Hovedet havde en Vildelse og urigtige Tanker, medens hun i den anden halve Deel tænkte rigtig og var i Stand til at bedømme hine Tankers Urigtighed, samt at tvivle, om det var hun selv som tænkte saaledes, eller en anden. Herved er dette merkeligt, at en god Ven her i Stiftet, der ligeledes har haft en Svaghed i den venstre Side, har været et lige Tilfælde underkastet. Jeg syntes, siger han, at phantasere, og dog at have i den høyre Side af Hiernen Følelse og Begreb om mig selv, og alt hvad der passerede om mig. Kort: Jeg syntes at være et dobbelt jeg, og maatte anspende al min Eftertanke for at begribe, om jeg var tvende Personer, eller virkelig den som phantaserede.

_______

side 21:

har jeg fundet Mineralske Vandes Brug med Purgantz af Engelsk Salt tienlig derimod, naar kun saadanne Svage om Vinteren have noget af samme Salt eller Rabarber at indtage, til Forebygning af de Recidiver de da anfaldes af. Jern-Pulvere have og her deres Nytte, skiønt langt fra ikke saa megen som China-Rod, hvis herlige Virkning mot Frygt, Hierte-Klap, Phantasier og uroelige Tanker, jeg ofte har erfaret, endog i de Tilfælde, hvor Jern-Pulvere lidet eller intet have udrettet, da man pulveriserer dem og tager et Par Theeskeer af Gangen ind, 2de Gange om Dagen i Vand eller en Skee Grød.

Raserie, som med denne Sygdom er nær beslægtet, har jeg ofte stillet blot ved en Portion Bræk-Pulver, eller Engelsk Salt, samt at legge spansk Flue-Plaster paa Leggene. Dem jeg har haft hos mig, har jeg og givet en Mængde af Byg-Suppe, (Vand kaagt paa Byg eller Byg-Gryn) og i en Kande deraf kommet et Par Skeer Engelsk Salt. De, som ere rasende, og maa holdes indsluttede, bør kun gives en Tallerken Grød hver Dag, men derimod bør bemeldte Gryn-Suppe fremsættes for dem, at de deraf kan drikke saa meget de vil. Purgere de deraf over 2 a 3 gange om Dagen, bør Portionen af Saltet formindskes, og i saadan Leve-Orden bør de længe holde ved. Herved

side 22:

maa jeg erindre, at blot ved en Portion Engelsk Salt, og spansk Flue-Plaster lagt paa Læggene, blev en Dreng fra Nordfiord meget hastig og lykkelig cureret, som var falden til den besyndelige Galskab, at stiæle om Natten, og derimod at vise ligesaa besyndelig Sorg og Fortrydelse over sit Tyverie om Dagen. Hans Naboer, som havde anseet denne Cuur med Forundring, komme Aaret efter til mig og forlangede Raad for en Mand, der var meget vredladen og ildsindet, hvorved jeg neppe kunde bare mig for Latter, og maatte søge at skille mig ved dem paa en god Maade, for ey ansees, at vilde curere alle Laster ved Pillere og Purgantzer.

§. 11.

Orm hos Børn, er saavidt jeg har merket, ikke nogen sædvanlig Sygdom her paa Stedet, og blandt Bønder. Nogle gange har dog mit Raad været forlanget, og da har jeg ikke mærket andet, end at den ved Rabarber, Engelsk Salt, Sæbe-Piller, med Aloe, ja endog med Halliske Obstructions-Pillere er bleven cureret. En raae Gule-Rod spist hver Dag fastende, er og her med Nytte forsøgt, ikke at tale om Aspe-Bork kaagt i Melk, Rinfan-Frøe til et Par Thee-Skeer indtaget i Melk eller Løgmelk, som ligeledes har viist god Virkning. Orm har ellers ingen hidindtil udfundne Kiendetegn, som bekiendt er, hvorfor een og anden gierne kan have haft denne Sygdom, uden at jeg har kiendt den, som blandt andet sees af følgende Exempel: 1775 kom man og klagede for mig, at et Pige-Barn var blevet angrebet af en ulidelig Pine, og Hævelse over sit gandske Legeme, som gik saa vidt, at hun, Skiønt endnu kun 12 Aar gammel, neppe

side 23:

kunde bruge voxne Folkes Klæder og Skoe. Da hun, nu af mig, havde faaet Engelsk Salt, og af een anden, som der sagdes, Bævergell, blev hun skildt ved en Mængde Aamer (Sommerfugl Larver) der sagdes at være en halv Finger lange, samt brune og lodne. Jeg var vel meget begiærlig at see dem, men fik det forsilde at vide, foruden det, at man undsaae sig at fremvise dem, siden de vare udgangne ved Stoelgangen. Det er ellers en unægtelig Sag, at adskillige Slags Aamer, eller Larver, kan findes siddendes imellem Hud og Kiød, og foraarsager en ulidelig Pine, ved at giøre sig Gange fra et Sted til et andet. Troeværdige Folk, som jeg kiender, har skaaret Hull paa, hvor de har mærket deres Bevægelse yderlig i Huden, og forsikret, at have taget dem levende ud. Da nu af slige Orme bliver Fluer, eller levende Insecter, troer jeg, at den saa kaldede Ganflue, iust har sin oprindelse deraf, da sligt, med meget andet, i gamle Dage er anseet som Hexerie. Herved maa jeg endnu erindre den saa kaldede Flesme-Orm, hvorom man her har samme Meening som Bønderne i Smaaland i Sverig om Gordius aqvatinus (Fauna Svec. edit. 2. § 2068.) nemlig: at den foraarsager Kattebyld, her kaldet Flesmer, og kan, ved at skiæres i mange Stykker, voxe til igien. Førend jeg fik dette her at vide, havde Provsten Krogh i Nordfiord allerede berettet mig, at Bønderne der havde lige saadan Tradition om en vis Orm i Vand, hvis Navn jeg nu ikke erindrer. Man kan altsaa ikke vel tvivle paa, at det jo er forbemeldte Gordius aqvat. de meene; Men om den virkelig kan komme i Menneskens Legemer, og der foraarsage Flesme eller andre Sygdomme, har jeg intet Beviis paa.

side 24:

§. 12.

Spedalskhed er en overalt ved Søe-Kysten bekiendt Sygdom, og paa det fiskriige Syndmør maaskee meere giængs end andensteds, dog med den Forskiel, at Fiorde- og Dale-Folket veed saa godt som slet intet deraf, de seeneste Uaar undtagne, da den overflødige Silde-Fangst gik til, og megen Fiske-Spise, i Mangel af Korn, var i Brug, i hvilke Aaringer man ogsaa der havde nogle Prøver derpaa, men som siden have ophørt igien. Dette og meere, som her kunde anføres, viser, at den meegen Fiske-Spise ved Søe-Kysten, maa være den fornemste Aarsag til denne Sygdom, og giør Safterne i Legemet meest genegne dertil. Imidlertid har jeg dog fornemmet, at Kulden, som en udvortes Aarsag maa komme til, naar Sygdommen (i det mindste i nogen Hast) skal udbryde, saasom jeg altid har merket, at den begynder med en af Kulde foraarsaget Følesløshed, og derpaa følgende Hævelse i Beenene, og Saar, som stige efter Haanden høyere op. Dette fik jeg først at vide, da jeg i Anledning af en Priis-Materie, fremsadt af det Kongl. Norske Sælskab, begyndte at efterspørge af dem, som her i Kaldet vare befængte deraf, eller deres Bekiendte, hvorledes det havde sig med deres Sygdoms Begyndelse og Fremgang, da alles Beretning kom deri overreens, at Sygdommen først havde yttret sig i Fødderne, helst paa den Venstre, og der taget sin Begyndelse ved en Forkiølelse. (*)

______

(*) Peder Velsvig, for Exempel: og Elling Koppen, af hvilken den eene er død af Spedalskhed, den anden i Hospitalet, fik begge Sygdommen, ved at sidde Natten over paa Havet i koldt Veyr. Hans Løset og Ole Torvig, som begge ere døde af Spedalskhed, fik og sin Sygdom, paa een Maade, nemlig: ved at legge sig beskiænkede til at sove paa Marken med bare Fødder i Natte-Kulde. Torbiørn Brune, som nu skal bringes til Hospitalet, fik Sygdommen ved at sidde Natten over i en Baad, indsluttet av Iis, o.s.v. Alle disse, og fleere i Voldens Sogn, som her kunde anføres, blev først følesløse i Beenene, og fik siden ved Føddernes Opvarmelse Hævelse, samt Pirren og Stikken i dem, som af Naale, omsider Saar etc., hvilket anføres andre til Advarsel, at tage sig vare, og i Tide at søge Raad, om saadant skulde hænde dem. Joh. Petersen i sin Afhandling om den Islandske Skiørbug, §. 12-14 skriver, at nogle faae den først i Fødderne med Saar, andre som et Fnat paa Hænder og Fødder, hvilket  sidste jeg og har mærket her, men ikkun hos saadanne, hos hvilke Sygdommen har været arvet, som her ikke saa sielden indtreffer.

________

side 25:

Mine Naboe-Præster, som jeg søgte videre Oplysning hos, forsikrede, at det forholdt sig ligeledes hos dem efter den Underretning, som de i deres Kald havde indsendet, hvilket alt jeg allerede paa et andet Sted har viist udførlig, og agter ufornødent her at igientage. Ikkun jeg her vil sige, at naar denne Theorie, eller Lære-Begreb befindes rigtig, vilde den meget tiene til Sygdommens lykkelige Helbredelse, saasom man derved lærte at kiende den i sin Begyndelse, da den endnu kunne staae til at hielpes, i Steden for den siden, naar den har taget Overhaand, neppe har ladet sig curere. Dog maa jeg herved erindre, at den Hævelse i Fødderne hos Spedalske, vel maa skilles fra den ordinaire, kaldet Ødema pedum, der ligeledes kommer af Forkiølelse, men angriber meere de indvortes Parter, især Maven, og derfor ved Engelsk Salt, Pulver af Tartarus vitriolatus, eller cremor Tartari, samt Humle-Omslag (Humle bunden i en

side 26:

Pose, og kaagt i Øll, som vries af, og legges ofte varmt paa) om Fødderne, uden stor Vanskelighed kan cureres, efter det jeg selv har forsøgt. Hvad derimod Curen af Spedalskhed angaaer, da har jeg kun giort nogle faae Forsøg dermed hos saadanne, som jeg næsten ansaae for incurable, og derfor kun har givet noget til en Prøve. Een gang foreskrev jeg 2de Spedalske, hver 11 Untzer Mercurial-Brændeviin, hvoraf de, efter eget Sigende, befandt sig saa vel, at jeg har Aarsag at troe, at et tilstrækkeligt og langvarigt Brug af dette Medikament, vilde udrette meget mod denne Sygdom, helst andre Mercuriala med Nytte have været forsøgte, som bekiendt er. Een anden foreskrev jeg Bukke-Blad i Øll, (*) en Pægl Aften og Morgen, som og havde god Virkning, og standsede Sygdommen meget. Men der er intet, som jeg har seet større Virkning af, end Brønd-Curen (Mineralske Vandes Brug.) Dette forsøgte jeg med en Mand, som havde været 5 a 6 Aar Spedalsk, og tillige var bleven angreben af Tungsindighed og Søvneløshed. Efter at denne Mand, henved 3 Uger, havde daglig drukket 2 og en halv Potte af mit her værende Mineralske Vand, og de fleste Aftener indtaget et kiølende Pulver, befandt jeg Virkningen saadan, at Tungsindigheden strax forgik, Søvnen indfandt sig efter Haanden, og da han reyste bort, saae han, efter alles Tilstaaelse, saa godt ud i Ansigtet, og var saa frie for Saar, som han i mange Aar ikke havde været. Ja dette eene Forsøg udrettede saa meget, at han et Par Aar efter, i det mindste ikke blev fordervet, hvorfor maa sluttes, at Curens

______

(*) Man tager 2 Lod eller to gode Haandfuld Bukkeblade, slaaer derpaa en Pot kaagt hedt tyndt Øll, blandet det og lader det nogen Tid staae for at trækkes, hvorefter det afsies og drikkes.

_______

side 27:

Igientagelse nogle Aar i Rad, gandske kunde have hævet denne Sygdom, naar den ikke var bleven alt for gammel og indgroed.

§. 13.

Venerisk Syge, her kaldet den laake (onde) Siuge, som før var os gandske ubekiendt, har i de seneste Aaringer stærkt yttret sig her og andensteds, uden at man til visse veed hvorfra den er kommen. (*) Her i Voldens Præstegield begyndte den først om Høsten 1771, da en af mine Sognemænd (Elias Brunegotte) kom til mig og beklagede sig for et Tilfælde, som bar alle Mærker af Franzoser, uagtet han ikke vedste at forklare hvorfra han havde faaet det. Da nu samme Tid gik Leylighed herfra til Bergen, foreskrev jeg ham til et Forsøg 11 Unzer Mercurial-Brændeviin, og endda gandske slapt, nemlig kun et halvt Gran Mercurius til hver Unze. Dette gav jeg ham at drikke en Mad-Skee af hver Morgen og Aften, og til hver Skee en Pægl sød Melk, hvilken ringe Portion havde den besynderlige Virkning, at Manden blev gandske frisk, og har siden aldrig haft denne Sygdom, uagtet adskillige paa samme Gaard have siden været befængt deraf. Siden fornam jeg ikke ringeste Tegn dertil (skiønt man vel hørdte derom fra Naboe-Kaldene) førend 1773, da denne Sygdom ligesom med eet begyndte at befænge mange. Da nu de som

______

(*) Hr. Doctor og Stats Physicus Büchner i Bergen, meener dog at den først opkom til Bergen Bye og Stift med de Soldatere og Matroser som kom tilbage fra Dannemark 1763, hvilket og er troeligt, hvad de fleste Steder i Stiftet angaaer. Her meener man, skiønt med Uvished, at Besmittelsen først er kommen fra et med denne Sygdom befængt Skib.

_______

side 28:

vedste, hvor læt og hastig den første var bleven hiulpen, søgte mig om Hielp, foretog jeg mig selv at præparere Medicamentet, siden jeg nu var bleven forsynet med de dertil henhørende Ting. Men endskiønt alle fandt stor Hielp deraf, vilde det dog ikke saavel lykkes som forrige Gang, hvorover jeg ikke heller undrer mig, naar jeg betænker, at jeg virkelig havde giort Brændeviinet alt for slapt, (*) og ikke heller altid havde faaet Mercurius til fulde opløst, dernæst fordi jeg i Begyndelsen gav dem en alt forliden Portion, i den falske Tillid, at det nu ligesaa hastig vilde lykkes som første Gang; Endelig fordi de Syge, efter at det første var opbrugt, biede en Maaneds Tid imellem, førend de forlangede meere, ja endog uddeelede af deres egen ringe Portion til andre o.s.v. Naar nu dertil legges, at de fleste bleve ved at drive deres Høste-Arbeyde paa Marken, og at gaae med bare Fødder med meere, undrer jeg aldeeles ikke over, at ingen grundig Cuur kunde udvirkes. Desuagtet tilstode de alle, at de havde funden bedre Virkning deraf, end af de Medicamenter som siden, efter Øvrighedens Foranstaltning, blev foreskrevne, og at de alle deraf havde blevet hiulpen, hvis det havde været brugt paa den rette Maade. Kort sagt: Alle fandt sig saavel fornøyede dermed, at de som af hine Medicamenter ey til fulde vare blevne helbredede, komme til mig igien, og da jeg nu brugte den Forsigtighed, at lade dem selv kiøbe Medicamentet i Bergen og i tilstrækkelig Mængde,

______

(*) Den berømte van Swieten, som er Opfinderen af dette Medicament, satte i Begyndelsen kun en halv Gran sublimat til hver Unze Brændeviin, og gav deraf kun en Skee om Dagen, men forøgede siden Dosin til en heel Gran og meere, og gav deraf 2 Skeer om Dagen.

_______

side 29:

bleve de alle fuldkommen restituerede. (*) Dog da der stedse have været nogle i Naboe-Kaldene befængte af samme Sygdom, er det at befrygte, at den snart kan indsnige sig igien.

§. 14.

Andre Sygdomme, som her, ligesaavel som paa anden Steds, kan indtreffe, vil jeg nu under et igiennemløbe. Side-Sting eller Bryst-Betændelse, saavel de falske Side Sting, som de sande (hvor Blodets Styrkning ikke sidder yderlig i Brystbeenet, men længer ind i Bryst-Hinden og Lungen) læges begge paa een Maade, skiønt de sidste vanskeligere end de første. Her maa man jo før jo heller lade sig Aarelade paa den Side eller Arm, hvor Stinget sidder, eller om det er midt i Brystet, paa begge Armene tillige; Saalænge Betændelsen vedvarer, og Pulsslaget er lige haardt, som om man bankede paa Metall, maa samme Aareladning igientages. Man drikker desuden Thee af Hylle-Blomster, eller indtager Campher-Pulver 3 a 4 gange om Dagen, legge Omslag af Cameel-Blom og Hyld paa Stinget, eller i Mangel af andet, lunken Havre-Grød i en Pose, og naar alt andet ey vil hielpe, legges Spansk Flue-Plaster derpaa. Man maa desuden drikke meget fortyndet Drikke af Byg-Vand, eller Øll-Ost-Valle blandet med Vand, altsammen lunket, og desuden følge Leve-Ordenen §. 18; saasom intet er i denne Sygdom farligere end for megen Varme, usund Luft, megen Støyen, o.s.v.

______

(**) Herved maa jeg endnu erindre, at de som brugte de af Hr. Apoteker de Besche præparerede Mercurial-Pillere, faadt stor Nytte deraf, hvorimod Decoct af Lignum Gvajaccæ Sassafras et juniperi som jeg ligeledes var forsynet med, ingen Virkning havde, efter deres Vidnesbyrd, som betiente sig deraf.

________

side 30:

Blod-Hoste, udkræver ligeledes ofte igientagen Aarelanden paa Foden, daglig Clysteer, Gryn-Suppe, eller Byg-Vand til Drikke og Føde, og ligeledes mod Blod-Brækning Bræk-Pulver, naar Brækningen ey er voldsom og vedvarende, samt Krusemynte-Pose (en Pose fyldt med Krusemynter, kaagt i Øll og afvreden) lagt varm paa Maven. Kig-Hoste hos Børn, læges best med Rabarber, indgivet i den Mængde, at Livet holdes aabent 2 a 3 gange hver Dag, i Rabarberen blandes 2 gange i Ugen lidet Bræk Pulver, at brække sig efter; og naar Brækningen begynder, gives Barnet megen Gryn-Suppe at drikke.

Blodsodt læges ligeledes med Rabarber og Bræk-Pulver, samt Theriak, da man først et Par Dage indtager Bræk-Pulver, siden hver Morgen en Thee-Skee Rabarber, og om Aftenen en god Dosis Theriak. Mod Durkløb (løst Liv) foreskriver Tissot allerførst Bræk-Pulver, som det allerbeste, siden indtager man Rabarber i liden Indgift, nemlig: en Thee-Skee hver Morgen, og hver Aften fint stødte og sigtede Østers-Skaller til et Par Thee-Skeer, eller i den Sted Pulver af Pommerantz-Skaller. Bynke (Bue-Græs) Knopper, sadte paa Fransk Brændeviin, er som et Huus Raad, ey at foragte. Ellers giør Bøndernes slette Føde og Drikke, at disse to Sygdome længe kan imodstaae Medicamenternes Kraft. Man maa derfor tage sig vare før al ufordøyelig Mad, og ey drikke andet end Byg-Vandet (§. 4) hvori med Nytte kan lades noget præpareret Viinsteen. Gulsodt læges best ved nogle Indgifter af Engelsk Salt, eller Rabarber. Et Par gange har jeg dog mærket, at Sygdommen ey

side 31:

har villet give efter, førend jeg, efter Land-Apoteqvets Foreskrift, havdde givet Gaase-Skarn sadt paa Viin; men hertil giorde vel og dette noget, at foranmeldte Purgeer-Midler sielden ret virke hos Bønder, og andre, af en haard Natur. Bindelse, som ved andre Midler ey har kundet hielpes, har jeg dog ofte hævet ved den i Land-Apoteqvet foreskrevne Laxeer-Thee af Sennes-Blade, Rabarber og Svedsker (*) De, som jevnlig plages af Bindelse, vilde neppe finde noget Raad tienligere, end af Tissots foreskrevne, som er China Rod pulveriseret og sadt paa gammel fransk Viin, hvoraf drikkes et Glas en Times Tid for Maaltidet. Dette har jeg selv fundet meget nyttigt, og kan derfor recommandere det til andre, endog dem, som have alt for slap Mave, og herav ligeledes ville finde sig hiulpne. Mod Galle-Sygdom, der yttrer sig med stærk Purgeeren og megen Brækning, eller hvor en slem Materie udgaaer, baade oven og neden, bruger jeg Tissots og andres Raad, at drikke en Mængde Suppe, kaagt af Kalve- eller Hønse-Kiød, eller i det Sted Byg-Vandet, eller blodt Vand blandet med en ottendeel Melk, hvortil jeg gierne føyer Pulver af Salpeter og Tartarus vitriolatus.

Mod Gylden-Aare, enten den gaaer forsiærkt eller er standset, bruger jeg Rølich-The. I Mave-Pine,

_____

(*) Man tager Sennes-Blade 2 Qvintin, revet Rabarber 1 Qvintin, Svedsker stødte med deres Kiærner 6 a 8 Stykker, hvortil kan legges 1 Qvintin Annis eller Kommen, hvilket alt stødes i en Morter til en Dey, hvorpaa slaaes en Pægl kaagt Vand, som man lader staae i en tildækket Thekande Natten over, og drikker ud Morgenen efter.

______

side 32:

Tarm-Vrid eller Cholich, bør man drikke meget af Thee eller varme Gryn-Supper, hvorefter kan gives Theriach. Krusemynte varmet og lagt paa Maven, giør og her god Tieneste. Ellers har jeg og seet en hæftig Cholich foraarsaget af ufordøyelig Mad, som satte Patienten i Fare for at døe, og førte Vildelse med sig, i en Hast cureret blot ved Aareladen og Clysteer. En anden i samme Omstændighed blev hiulpen blot ved en blødgiørende Clysteer. See §. 17. For Steen har jeg nogle gange efter Sim. Pauli Raad brugt Lyng kaagt i Vand, og seet god Virkning af at drikke der af. Meelbær Blade har jeg ikke brugt, da jeg ey finder dem her paa Stedet. Ellers raader de franske Læger, at indtage af disse Blade et halv Qvintin hver Morgen, og dermed fortfaret 10 a 14 Dage, da Sygdommen gandske skal være cureret. Gigt har jeg ofte hiulpet med Rabarber, Campher-Pulver, og Bukkeblad-Øll, (§. 12.)

Faldende Syge er her ikke meget giængs; Hos Børn har jeg læget den blot ved kiølende Pulver (§. 17.) hos Modersottige, ved at bringe Tiden i Orden; hos andre, endog Blodriige, som dog forud har været aareladte, ved Printzens guule Draaber, 30 a 40 Draaber, to gange om Dagen. Mod Slag tiener hos bleegladne Personer præpareret Vinsteen at indtage, Clysterer at bruge, og Spanske Flue-Plaster lagt paa Læggene, hos Blodrige, stærk Aareladen og Kopsætning i Nakken, samt indvortes foranmeldte Printzens guule Draaber. Her udkræves og en god Leve-Orden, især at spise og sove lidet. Rosen hielpes best ved purgerende og sveeddrivende Midler. Tærende Syge hos Børn, som ey trives, og kaldes

side 33:

Byttinger, ved Purgeer-Midler og præpareret Viinsteen, eller et Pulver af renset Saltpeter og Tartarus Vitriolat. For Barsel-Koner bruger jeg stændig Borax-Pulver, 20 Gran, med renset Salpeter 5 Gran, som hver Gang indtages, og tiener ey allene til at drive Fosteret, naar det først er vendt, men og Renselsen eller det Røde som bør følge paa Fødselen.

§. 15.

Om udvortes Sygdomme skulle jeg ligeledes melde noget. Mod Øyen-Svagheder foreskriver jeg hos Blodriige, og næsten altid hos Fruentimmer, Aareladen. Jeg bruger og et Pulver af Tuske, lidt Campher og hvid Vitriol blandet med usaltet Smør, eller i den Sted Blye-Eddike-Vandet, see §. 17. Hvor Øyet er saaret og noen Suppuration (Svel, Geschwulst) befrygtes, bruger jeg altid med Nytte følgende Huus-Raad. Jeg tager et haard kaagt Eg, deler Hviden i to Deele, legger den eene en Times Tid i Rosenvand, hvelver det saa over Øyet, legger derudenom reen Hamp uden Avner, og binder det ene med det andet til Øyet med et Bind; siden bruges den anden Deel af Egge-Hviden paa samme Maade, og ligeledes flere Eg, om det giøres fornøden.

I Hals-Syge udkræves Aareladen for at hindre Halse-Byld, og hveranden Dag Purgeer-Midler eller Clysteer for at bortlede Vædskerne. Til Omslag bruges Svale-Reede kaagt i Melk eller Cameel- og Hylle-Blomster med Hunde-Skarn kaagt i Vand eller Melk; Til Gurgel-Vand bruges Isop og Salvie med lidt Saltpeter kaagt i Vand, eller i den Sted Blye-Eddike-Vandet §. 17. For Døvhed hielper ofte Kopsætning bag

side 34:

Ørene. For Øresusen og Ørepine det samme, samt at indtage kiølende Pulver. For Tandpine som kommer af Flod, Røgen med Røg-Pulver, hos andre Aareladen og Kopsætning, naar Sygdommen kommer af Fuldblodighed, hos andre spanske Flue-Plaster, naar den kommer af Tørværk, da Plasteret maa legges paa det Sted, hvorfra Værken sidst flyttede sig. Hos nogle hielper en Spege-Sild lagt paa Tanden, hos andre igien andre Ting. Jeg veed og den, som længe har været plaget deraf, og er bleven hiulpen blot ved daglig at toe sig bag Ørene i koldt Vand. Mod Trødske kan man med Nytte holde Saften af kaagte Gule-Rødder eller Roer (Næper) i Munden. Mod Hævelse i Tandkiødet og Forraadnelse i Munden, giør Saften af røde Beder god Tieneste; mod det sidste bruger jeg og Myrrhe-Spiritus med Nytte, og gnier Tandkiødet dermed. Haarde Knuder paa Hænder eller andre Lemmer, blødgiør jeg med Tegelsteen-Olie, og legger en Blye-Plade over, som tilbindes. Slemme Saar, som ved udvortes Midler allene ey lade sig læge, udkræver Blodrensende Decoct af Spies-Glas (Antimonium crudum) og raspede Eenebær-Rødder som beskrives §. 17. Oxemøg varmet med Eddike, og brugt som Omslag, viser god Virkning mod tykke Fødder eller Hævelse af Rosen. Paa Rosen-Saar legger jeg en Blye-Plade tynd som Løv, der næt passer til Saarets Kanter, og derudenpaa Plaster; Dog maa jeg undertiden tage forommelte Blodrensende Decoct til Hielp. Ellers udkræves ogsaa mod Rosen at purgere med Engelsk Salt, at indtage Campher-Pulver og drikke Hylle-Thee. Mod Snoge-Bid har altid en Dosis Essentia Alexifarmaca,

side 35:

eller Hylle-Saft, giort tilstrækkelig Hielp, da Saaret kan toes med Sød Melk. Mod Kræft-Saar har jeg en gang foreskrevet Kielderhals-Bark kaagt i Vand, hvorom jeg een Sted havde læst. Saaret, som blev toed dermed, standsede derved for en Tid, uden at gribe videre om sig, og anden Virkning har jeg heller ikke seet af de saa meget berømte Skarntyde-Pillere (pillulæ de cicuta) som dog have lægt mange andre, saa det her, ligesom i meere, meget kommer an paa Medikamentets Tillavning og den Syges Leve-Orden. Den rette Maade at bruge disse Pillere paa, sees ellers af Land-Apoteqvet. Mod Fnat bruger jeg Svovel-Blom, en Theeskee indgivet i varm melk eller Øl om Aftenen, og om Morgenen Salve af samme Svovel-Blom, eller Svovel med Svine-Fidt eller Olie, ofte ogsaa forommeldte Blodrensende Decoct af Spies-Glas og Eenebær-Rødder §. 17. Mod Krusninger og Vridninger Omslag af Viin-Eddikke, varmet med Smør, eller i den Sted at toe sig med Blye-Eddikke-Vandet §. 17. Mod Brok har Omslag af Cameel-Blom og Hylle-Blomster, kaagt i Vand med en tredendeel Eddike, haft god Virkning, saa jeg sielden, for at faae Brokket ind, har haft nødig at aarelade paa Armen. Mod Seenernes Beskadigelse bruger jeg Seen-Olie, mod Lamhed og Rørelse Bernsteens-Olie paasmurt, samt Printzens gule Draaber indtagne til 30 af 40 Draaber af Gangen.

§. 16.

En fuldstendig Fortegnelse over de i visse Aaringer meest grasserende Sygdomme, vilde unden Tvivl giøre meget til at bestemme, hvor vidt Luften havde sin Indflydelse i Sygdommenes Natur; Men da saadan en ikke haves, vilde Læseren tage til Takke med følgende korte Antegnelser, som jeg finder i mine

side 36:

aarlige Iagttagelser over Vindene og Veirliget. 1762 grasserede stærk Flod-Feber med Sting om Høsten, da hele Sommeren havde været kold og regnagtig. 1763 Landfar-Sodt eller en slem forraadnende Feber, som indkom med de fra Dannemark hiemkomne Matroser, og ligeledes i Forraaret 1764, da Veyret den hele foregaaende Vinter havde været mildt og regnagtigt. 1765 om Sommeren, grasserede Smaa-Kopper, og Høsten efter Mæslinger, samt i det heele Aar en vis Sygdom hos Folk, at de fik en Hævelse over deres gandske Legeme, skiønt samme ey var dødelig. Vinter igiennem var Veyret koldt, og Sommeren ligeledes temmelig kold og fugtig. 1771 grasserede atter Smaa-Kopper, og om Vinteren Kiig-Hoste, samt slemme Saar paa Hænder og Fødder, der ikke vare dybe, men udbredte sig stærkt med Røde og Hidsighed. Veyret var i November og December samme Aar meget mildt, men desto koldere i Januarii, Februarii og Martii 1772, hvorfor og i samme Maaneder yttrede sig atter stærk Kiig-Hoste blandt Børn, samt anden Hoste blandt Voxne Folk, Hidsig Feber angreb og mange. Venerisk Syge, som allerede 4 a 5 Aar havde yttret sig her og der paa Syndmør, tog især Overhaand 1773, som jeg før har viist. Sommeren var regnagtig, og Vinteren mild, med bar Mark uden Snee. 1774 om Vinteren og foregaaende Høst, ligesom og 1775 om Høsten, grasserede Tørværk og Sting, da Veyret næsten bestandig havde været mildt, endog høyeste Vinter. 1776 om Vinteren, grasserede stærk Kolde-Feber med Tørværk og Hoste, som siden faldt ud til en deels hidsig, dels forraadnende, deels og et Slags Flek-Feber, og gemeenlig endtes Sygdommen med en dødelig Durkløb. Man havde vel i denne Vinter stærk

side 37:

Kulde, men dog ikke i den Grad som Udenlands, da Kulden her ikkun gik engang til 0/2 Grad paa Fahrenheits Thermometr. I October, November og December samme Aar, da Veyret var meget mildt, gik Mæslinger, som dog ikke bortrykkede mange, og i Januarii, Februarii og Martii 1777, da Veyret blev desto koldere, Halse-Syge med ophovnede Kinder og Røde i Øynene. I Junii Maaned yttrede sig Kolden, som allerede sagt er §. 6., og sidst i Aaret atter Hals-Syge hos adskillige. For Resten havde man heele Sommeren, Høsten og Vinteren igjennem, idel fugtig og vindig Luft.

§. 17.

Noget Forslag til nye og ikke meget kostbare Lægemidler, kan jeg ikke love af nogen Betydenhed. Huus-Raad som gemeenlig er usikre, bruger den sielden, som har bedre, og af kyndige Læger foreskrevne Midler ved Haanden. Desuden maatte man, naar nye Forsøg skulde giøres, have de Syge bestandig hos sig, eller i Nærværelsen af sig, at man stændig kunde besøge dem, hvortil her i Landet, hvor Boeligerne ere saa adspredte, sielden gives Leylighed. (*) De vilde Urter, som jeg

______

(*) Foruden nogle hist og her i denne Afhandling anførdte Huus-Raad, vil jeg endnu tilføye følgende: Eenebær-Luud kan med Nytte bruges mot Vattersodt, saaledes: At man paa Asken af Eenebær-Træ setter Luud af gammelt Øll, lader det staae nogen Tid, siler det af, og drikker deraf et Spisglas 6 a 8 gange om Dagen. Svineskarn, helst samlet om Sommeren, og stødt til Pulver, er godt mod Durkløb, og Blodgang, naar man først har brugt Rabarber; Man blander det med lidt Caneel, eller Muskat, og indtager en Thee-Skee 3 a 4 gange om Dagen. Birke-Saft, som faaes ved at bore Hull paa Træet i Marti og April, indtages med Nytte mod Steen og Orm, da deraf kan drikkes en halv Pægl 2 a 3 gange om Dagen. Mod Hoste, som kommer af Kulde og Flod, kan man tage en Spege-Sild, steege og spise den, derpaa legge sig, og nogen Tid efter, drikke meget varmt Øll eller anden Drikke, indtil man sveder; et Raad som sielden slaaer feyl. Fyrre-Knopper, eller unge Spirer, bruges med Nytte, at drikke som Thee mod Skiørbug og Hoste. Nælle-Rødder (Rødder af Brændhette) giøres Decoct (Laug) af, som er tienlig mot Lunge-Sodt, da man til en Kande Vand kan tage en Haand fuld Rødder, og deraf drikke et Glas 2 a 3 gange om Dagen. Opplukket Værk, varmt paalagt, er et bekiendt Raad mod Moderfald. Lin-Olje er god for brændt Saar. Stødt Ingefær og Allun, lagt paa Skaftet af en Skee, bruges overalt at optage Drøvelen med. Beeg er overalt brugeligt til at modne og trække Bylder, og bliver desto bedre, naar det blandes med Fierdendeel usaltet Smør. Saften perset af Grahæste-Skarn, og indgivet i varmt Øll, at sveede paa, bruges mod Rosen, og Qvie-Piss at toe Beenbrudd og Lede-Vridninger. Mod det sidste Tilfælde er og Omslag, dyppet i varmt Viin-Edikke, et meget tienligt Middel, som bruges i de fleste Huusholdninger.

_______

side 38:

samler, ere Flesme-Græsset (Veronica ofticinal) mod Flesme, Kattebyld, hvortil den er meget tienlig, naar den kaages i Havre-Grød og paalegges, da den aabner Bylder; Bue-Græs (Artemifa) tienlig til Omslag paa Barsel-Koners Liv, item mod Hævelse; Bukke-Blade (Trifolium aqvatic.) til Bukkeblad-Øll, (See §, 13. Not.) mod Gigt, Skiørbug, Gulsodt, hvoraf jeg har seet Virkninger; Rølliche (Millefolium), mod Gylden Aare og den hvide Flod; Hæste-Hov (Tussilago) mod Hoste

side 39:

og Trangbrystighed; Qvanne-Rod (Angelica) sadt paa Brændeviin, mod Mavens Urigtighed, og Moderens Opstigelse. (*) Af Haven indsamler jeg Krusemynter til Krusemynte-Poser, og Pulver mod Mavepine; Cameel-Blom til blødgiørende Omslag og Clysteer; Hylle-Blomster til samme Brug, enten at drikke som Thee, med eller uden Melk, mod Rosen, Gigt, Sidesting og Tørværk; Hvad Nytte man kan giøre sig af Hylle-Træet, sees best af Land-Apoteqvet, hvor enhver Land-Mand ogsaa raades at have et Hylle-Træ voxende ved sin Gaard, da Hyllen er et uskatterligt Middel.

De øvrige meest fornødne Medicamenter, som man ikke vel kan undvære i en Huusholdning, ere efter mine Tanker følgende:

Renset Saltpeter, som stødes, og blandes med 3 gange saa meget Sukker, er et kiølende Pulver, hvoraf i alle hidsige Sygdomme kan gives den Syge en Thee-Skee, eller bred Knivs-Odd i Vand, hver anden Time. Legges dertil  Campher en treden Deel til en halv i Vægt mod Saltpeteret, har man et Campher-Pulver, som er tienligt i Sidesting, Mavepine, Modersyge, Flodfeber, Forkiølelse, og under Tørhed i Kolden.

Engelsk Salt og Rabarber ere fornødne Purger-Midler; Indgiften af det første er 2 a 3 Lod, eller strøgne Spise-Skeer; af det andet, kun en saadan Spise-Skee. Da Engelsk Salt hos mange Naturer ey vil virke, kan man til 2 a 3 Spise-Skeer deraf sette en halv Skee Rabarber. De tages begge ind i Vand, eller Øll.

______

(*) Hertil kunde endnu legges Ringorm-Græsset (Drosera Rossolis) hvis Vædske paasmurt rigtig fordriver Ring-Orme.

_______

side 40:

Bræk-Pulver eller pulveriseret Ipekakuan-Rod, deraf tages en Skrupel (omtrent to strøgne Theeskeer) for at brække sig paa, som er godt i Omgangs Syge, der fører Ekkel og Brækning med sig, ligeledes i Durkløb, Blodgang, Raserie o.s.v. Naar det begynder at virke, drikker man lunket Vand imellem hver Opkastning. De som have et svagt Bryst, Blod-Hoste, Side-Sting, Moder-Syge og Brok, bør ey bruge Bræk-Pulver.

Spansk Flue-Pulver til en Skrupel eller en Theeskee, æltes med Meloten-Plaster som smørges paa Skind, saaledes, at noget af Pulveret strøes uden paa. Man lader det ligge i 12 Timer eller længer, indtil en Blære opkommer paa Huuden, som opklippes, at Vandet kan rinde ud, hvorefter man legger Heemul-Groe eller Kaalblad paa. I Nødsfald kan man bruge Dey eller Beeg-Plaster at ælte Pulveret i; Man kan og om Sommeren tage Blomsterne eller Knoppene af Hanefod, (Ranunculus acris) støde dem til en Dey, og legge samme paa i Steden for Spansk Flue. Ellers er dette Middel meget tienligt i alle Slags Verk, Øyen-Svaghed, Tandpine, Slag og Lamhed, Raserie o.s.v.

Bezoar-Tinctur, (Mixtura Simplex) deraf tages 30, 40 til 50 Draaber i Vand, som er meget skiønt i alle hidsige Sygdomme, uden Hoste, ligeledes mod forraadnende Feber, Forskrækkelser o.s.v.

Essentia Alexipharmaca Stahlii tages 40 til 50 Draaber af i Viin eller Øll, som er godt mod Forkiølelse, Hoste og Bryst-Besværinger, Flod-Feber, Friessel-Gust, Snoge-Bid, Forgift. Drikker man varmt Øll eller Valle derovenpaa, sveeder man derefter. Hylle-Moes eller Hylle-Saft giør i de fleste Tilfælde samme Gavn.

side 41:

Theriak er tienlig mod Mavepine, Durkløb (løst Liv) Brækning, Seenedrag og Søvnløshed. Indgiften er to Skrupel til et Qvintin, der er en halv Theeskee eller lidt meere.

Bevergell og Dyvelsdræk. Det første er godt at bruge indvortes mod Moder-Syge til 6 Gran, og udvortes paasmurt mod Orm og Øresusen. Af det andet kan beredes følgende Moder-Draaber. Man tager 2 Lod Dyvelsdræk, og glinsende Soed 4 Lod, blander dem og slaaer derpaa en halv Pot Brændeviin, lader det staae nogle Dage, sier det af, og giver deraf i Modersyge og Vinde 60 Draaber, meere eller mindre, 2 til 3 Gange om Dagen i Vand eller tyndt Øll.

Blodrensende Decoct. Tag 8 Lod stødt Spiesglas (Antimonium crudum) og bind det i en firedobbelt Pose, leg det tilligemed 6 Haandfuld raspede Eenebær-Rødder i en Gryde, slaae derpaa 2 Kander Vand, og kaag det indtil den eene Kande er indkogt, siden sies det af og drikkes en Pægl Aften og Morgen. Det er meget tienligt mod alle Slags slem Skab, onde Saar, som ved Plastere ikke ville groe til, Gigt, Tørværk uden Feber o.s.v.

Blye-Eddike. (Extractum Saturni liqvidi Goulardi) Deraf beredes Blye-Eddik-Vandet saaledes, at man i en heel Bouteille Vand ikkun lader komme en Theeskee af Blye-Eddiken, samt 2 Theeskeer fransk Brændeviin. Det er et skiønt Lægemiddel, næsten mod alle udvortes Skader, saasom røde Øyne (da Blye-Eddike-Vandet maa blandes med andet reent Vand og giøres gandske slapt) Mod Døvhed og Øresusen, Knusninger, Hudeløshed og brændte Saar, for Fistler og Rosen-Saar, Lede-Vridninger, Brok, Haarde Kirtler, og som Gurgle-Vand mod

side 42:

Hals-Syge. Det er tillige det letteste Medicament man kan have, og som man ikke i nogen Huusholdning burde undvære.

Af Salver for Saar er Basilien-Salve den beste at rense og læge, og af Læge-Plastere Emplastrum griseum (det graae Plaster) Mirakel-Plaster og flere.

Klysteer-Pibe med de dertil henhørende Ting, kan man ligeledes i en Huusholdning ikke vel undvære, og jeg har ofte ønsket, at vore Blodtagere, i Steden for deres saa berømte Aareladnings Kunst, forstode at sætte en Klysteer, som ey er vanskeligere, end at den som engang har seet det, kan giøre det efter. Man tillaver den enten som en purgerende  Klysteer mod Forstoppelser, da man tager en Pægl hedt Vand, en halv Skee Salt, samt smeltet Smør 4 Skeer fuld; eller som en blødgiørende Klysteer imod Tarmvrid og deslige, da den giøres af en Pægl sød Melk, gandske friskt Smør 6 Skeer eller ligesaa meget Olie, samt en Eggeblomme. En saadan Klysteer bør ey være hedere, end at man kan taale Blæren paa Øyet.

I det jeg her taler om nogle, ikke meget kostbare Medikamenter, kan jeg ikke forbigaae Mineralske Vande, der virkelig findes her mange Steds, men til ingen Nytte, da ingen bruger dem. Det var derfor at ønske, at vore Læger, ved en kort og trykt Underretning om disse Vandes Kraft og Brug, vilde giøre dem meere bekiendte, om ey for andre, saa dog for Folk paa Landet af noget Begreb og Indsigt, da man kunde haabe, at Almuen vilde lære det af dem igien. Man har dog i gamle Dage temmelig almindelig drukket reene Vande af en eller anden berømt Kilde, ventelig fordi man den Tid troede, at en eller anden Helgen havde

side 43:

nedlagt en besynderlig Kraft deri, hvorfor skulde man ikke da i vore Dage, da Naturkyndigheden har giort saa megen Fremgang, underrette Folk om de herlige Læge-Kræfter Mineralske Vande have i sig, og som virkelig passe sig til vore Sygdomme meere end til vore Forfædres. Da vare Folk stærke, følgelig genegne til de Sygdomme, som komme af Nervernes alt for stærke Spending, saasom Slag, Gigt og Verk, hvor Nerverne behøve at slappes, en Virkning som ved reene Vande best kan erholdes, foruden den Nytte de have at fortynde og rense Blodet, samt opløse dets Seyhed. Vi derimod ere svage, kleinlige, kræsne, slappe daglig vore Indvolle ved Thee og Kaffee, fordærve os af Magelighed og franske Klædedragter. Endog Bønder Folk svække sig nu meere end tilforn ved Brændeviin, tillige Ægteskaber, og maaskee flere Aarsager som jeg ikke kiender. Vore fleste Svagheder komme derfor af alt for slappe Nerver, som  blant andet sees af de saa giængse Moder-Passion og Blegsodt, som vore Forfædre vedste lidet af, og derimod skal man vel aldrig finde noget meere universal og tillige mindre kostbart Lægemiddel end de Mineralske Jern-Vande, hvorom jeg her taler. Den alting bestyrende Forsorg og under samme virkende Natur, synes just derfor i vore Tider at have giort slige Vande, som best passer sig til vore naturlige Svagheder. Og siger da ikke alt dette tydelig nok, at vore Læger burde giøre os et saa herligt Lægemiddel bekiendt og almeennyttigt, og deri følge den omhyggelige Naturs egen Veyviisning. Havde man i dette og meere gode trykte Efterretninger, der vare kort forfattede, at Almuen kunde kiøbe dem, eller og for intet bleve uddeelte, ligesom den for nylig uddeelte Anviisning paa de vigtigste Rednings Midler for dem som pludselig døe

side 44:

eller svæve i Livs Fare, da vilde det ikke see saa aldeles slet ud med Medicinen paa Landet som det nu giør. Mange Studerende vilde opmuntres at legge sig meere derefter, Almuen selv skulde i mange Tilfælde oplyses og veyledes deraf. Vore saa kaldte Blodtagere skulde ikke blive slet saa ukyndige som nu, da de af Mangel paa gode Lægebøger blive hængende ved en Smith og Aalborg, som de kun bedrages af, og ofte ey ret forstaae. Kort sagt: Disse dristige Folk, der uden al Indsigt i Legemernes Structur, Sygdommenes Natur og Kiendetegn, samt Lægemidlernes Kraft og Brug, vove sig til at give Raad for alle Slags Sygdomme, blot for den blinde Tillid Almuen sætter til dem, og den Kyndighed man, ligesom formedelst en overnaturlig Gave, tillegger dem; De, siger jeg, skulde lære at gaae frem med større Varsomhed, og i det mindste aflegge en Hoben af deres forudfattede og overtroiske Meeninger.

§. 18.

Det er ikke allene i Henseende til Lægemidlerne jeg ønsker, at Læger vilde give os meere Oplysning end hidindtil er skeet; men og i Henseende til Diæten, eller De Syges Leve-Orden, der er lige saa magtpaaliggende, og dog i ligesaa slet Stand, som Medicinen selv. Man forestille kun et svagt og sengeliggende Menneske, liggende i en Røg-Stue om Vinteren, hvor man ofte, for at spare Varmen, lukker Liøren (et Hull i Taget, hvorigiennem Røgen gaaer ud) førend Røgen fuldkommen er udladt, hvor man desuden daglig kaager sin Mad, og har all sin Haandtering, endog med Tran, og andre ildelugtende Ting, og, hvor Luften end mere forderves af Tobaks-Røg,

side 45:

af vaade Klæder man hænger op, for at tørre, med mere saadant; eller og man forestille sig, i Stæden for en Røg-Stue, en saa kaldet Kakkelovn-Stue, hvor næsten alt det samme har Sted, undtagen Røgen, og Mad, som man ey kaager, men dog gemeenlig lader blive staaende deri, og hvor man desuden aldrig lukker Dørre og Vinduer op, for at indlade frisk Luft; Man føye endnu til alt dette, det stærke Øll og Brændeviin, man søger at styrke de Svage med, endog i hidsige Sygdomme, den Indbildning, at den Syge ey kan leve uden stærk og føderiig Mad, og den Sædvane, aldrig at reede deres Seng, og bytte reent Linnet, saa sees uden Vanskelighed, at en saadan Leve-Orden allene kunde være nok at tage Livet af Folk.

Det eneste, som kan tiene til at hæve disse Uleyligheder, er deels deres Haardførhed, og mindre Følsomhed end hos andre, deels deres Huses Beskaffenhed, der gemeenlig ere Røg-Stuer, og altid føre den Fordeel med sig, at det Hull i Taget, kaldet Liøre, altid staaer aaben om Sommeren, og ligeledes om Vinteren, altid maa holdes aaben et Par gange om Dagen, saa ofte man lægger Varme paa Skorsteenen, hvilket har den gode Virkning, at de usunde Dampe gaae op med Røgen, som ellers inde i Huuset vilde blive indsluttede. I den Henseende holder jeg Røg-Stuer for gandske sunde Værelser, naar de ikke er alt for snausede og indknebne. Jeg har ofte i reene og rummelige Røg-Stuer befundet mig ligesaa vel og fornøyet, som i andre, og endskiønt man om Vinteren kan incomoderes af nogen Røg og Qvalme, behøver man kun at lette lidt paa Skiolet (det Dække af Træ, som tilslutter Hullet eller Liøren) da Luften strax forbedres, og Aandedrættet lettes, uden at jeg nogen Tid har fundet mig besværet

side 46:

af Trækvind eller Forkiølelse; Men derimod har jeg befundet deres Kakkelovn-Stuer (Stuer med Loft og Bielægger Ovn) langt mere usunde, da de deri stedse forvare deres Melk, og Føde-Vare, ofte toe Veggene, og desuden indføre meget Skarn med Fødderne, hvoraf Gulvet (som hos Bønder aldrig toes) gemeenlig er vaadt og fugtigt, uden at Dørre og Vinduer nogen Tid aabnes, for at udlade og udrense denne Fugtighed, der ofte gaaer saavidt, at man seer Mullenhed paa Veggene deraf. Det er derfor saa langt fra, at jeg fornøyer mig over de mange Kakkelovn-Stuer, som nu omstunder i visse Bygder, ved Søe-Kysten og paa Øerne oprettes, at jeg heller bekymres derover, saasom jeg troer, at deres Hilsen vil ligesaameget tabe derved, som deres Vilkaar i andre Maader synes at forbedres; Og endskiønt jeg troer, at de paa nogle Stæder kan bruges med Nytte, helst hvor man opretter dem som Stadse-Stuer, eller Logement-Huuse, og ey holde daglig til deri, saa veed jeg dog de Steder, hvor man for Fugtigheden skyld, har maat forandre dem til Røg-Stuer igien. Dog, hvilket slags Værelser man end har, vil det altid blive fornøden for dem, som beobagte de Syge, at have følgende Regler for Øyne, og deraf at iagttage saa meget som mueligt er, nemlig: især i Feber, Bryst-Betændelser og andre farlige Sygdomme, aldrig at giøre Værelserne varme, aldrig deri lide Røg, Qvalme, mange Mennesker, eller megen Støyen, saasom Luften ved alt saadant fordærves, og den Syge paa Sind og Legeme besværes, derimod Aften og Morgen at aabne Vinduer og Dørre, for at indlade frisk Luft, da den Svage imidlertid kan bedækkes med et tynt Klæde, eller samme hænges omkring hans Seng, for at hindre Trækvind og Forkiølelse. Endog midt om Vinteren,

side 47:

kan man et Par Minutter om gangen aabne et Vindue, for at lade den friske Luft ind, som er for den Syge meget vederqvægende, ligesom og Ædikke, naar den stænkes paa Gulvet, og paa Kakkelovnen, hvor samme haves, eller i den Sted paa en heed Jern-Plade, giver en frisk Luft i Huuset, og en stor Forfriskelse for de Syge. I Henseende til den Syges Næring, bør man aldrig give ham fast og nærerig Mad, men kun Byg- eller Havre-Vandet, som beskrives i §. 4., eller Gryn Suppe, det er Vand kaagt paa Gryn af Byg eller Havre, eller i den Sted Brød-Tisan, som er et halv Pund Suur-Brød, med lidt Smør, kaagt i en Potte Vand, indtil Brødet næsten er opløst, hvilket afsiles, og gives den Syge at drikke, til en halv Potte af gangen. Hvilken af Deelene den Syge bruger, maa han drikke meget, indtil en heel Kande om Dagen, saasom just Sagen beroer derpaa, at Blodet, helst i Febre kan fortyndes, og den skadelige Materie Maven og Indvollene kan være beqvem at udføres ved Sveed, Urin og Stolgang, hvilken Virkning tvert imod, ved skarpe Ting, saasom Øll og Brændeviin hindres. Man burde og gemeenlig hver Dag sette den Syge et Clysteer, som mod Hovedpine, Smerte i Maven, Brækning, Ækkelhed, og deslige, har en uforlignelig Nytte. Saa længe den Syge har Kræfter dertil, bør han hver Dag holdes oven Sengen en Time eller mere, man bør ligeledes hver Dag reede hans Seng, og ofte bytte reent Linnet, som forud er vel tørret, saasom dette i alle Sygdomme giver en særdeles Forfriskelse.

Saadanne og andre Reglers Iagttagelse giør til de Syges Helbredelse ligesaameget, som Lægedommen selv, hvorimod

side 48:

Forsømmelsen deraf let kan spilde Nytten af de bedste Lægemidler. Man bør altsaa ansee en god Leve-Orden af lige saa stor Vigtighed, som Midlerne selv; Og, endskiøndt man let kan forud see, at det vil tage lang Tid, inden en Sag, der har saa mange Fordomme og slemme Sædvaner imod sig, kan blive almindelig antagen, bør man dog søge efterhaanden, at samle saa mange Stemmer, som kan være nok til at overraabe Fordommene og Overtroen, der endnu raaber af fuld Hals: Saa giorde Forfædrene, og dermed bør man lade det forblive.


Tilbake til toppen

Tilbake til siden "Fra legekunstens historie"

Tilbake til siden for historisk interesserte

Hjem