Tilbake til Lepra-menyen

I anledning af den her hos os førte diskussion om den medicinske undervisning, tror jeg, det ikke vilde være af veien at meddele de erfaringer, jeg havde anledning til at gjøre under mit ophold i Amerika. Jeg lærte der nærmest forholdene i vesten at kjende; om østens læger tør jeg intet sige, da jeg hverken havde tid eller anledning til at lære forholdene der at kjende.

Da jeg kom til St. Paul var der et medical college, oprettet af nogle derboende læger og med ret til at meddele diplomer. Studietiden var 3 aar og studieplanen, den jeg desværre ikke har ved haanden nu, var meget indholdsrig, saa indholdsrig, at jeg vil paastaa, at det var umuligt for et almindelig begavet menneske at tilegne sig alle de kundskaber, den fordrede af studenterne, i løbet af 3 aar, uagtet amerikanske studenter utvilsomt er flittigere end europæiske, simpelthen af den grund, at det for dem gjælder om snarest mulig at aabne sin business og gjøre penge. Der er, saavidt jeg kunde forstaa, ikke hos mange af dem tanke om videnskabelige studier, men ene og alene om at blive selvhjulpne mænd; og da der nu derude i vesten er saa mange andre veie at gjøre mynt paa, der fører snarere og sikrere til maalet, saa er det som regel ikke de bedste hoveder, der slaar sig paa medicinen; thi ad andre veie kommer de gode hoveder snarere til velstand. Hvad undervisningen angaar ved dette St. Paul medical college, saa bestod den væsentligst i forelæsninger. Der var jo anledning til at dissekere og til at besøge et sygehus, men der var intet paalæg for studenterne om at gjøre nogen af delene; det var afhængigt af studenternes egen trang til kundskab, om de vilde benytte sig af anledningen. Det kan nu være vel nok at stole paa, at folk af egen interesse vil søge de bedste midler til uddannelse, men unge amerikanere er som andre unge mennesker i den henseende, at de trænger til veiledning, og den fik de neppe spor af. Jeg hørte nogle forelæsninger i kolleget, og disse forelæsninger forekom mig nærmest at være forherligelse af vedkommende forelæsers duelighed som læge, fraregnet dog en forelæsning over anatomi, der var en demonstration paa kadaver af bugmusklerne, og det en meget god, samt en forelæsning over patologisk anatomi, ved hvilken der dog ikke var demonstration af præparater, hvad jeg kunde forstaa, da vedkommende professor paa mit spørgsmaal derom forklarede hverken at have nogen samling eller noget laboratorium; jeg vovede ikke at spørge ham, om han nogensinde gjorde sektioner.

Jeg fik i det hele af dette medical college det indtryk, at man kun havde tilegnet sig ligesom et skin af videnskabelighed og aldeles ikke havde indrettet sig praktisk for uddannelsen af dygtige læger. Og stiller man ikke høiere fordringer end en af de herrer professorer gjorde, da jeg i anerkjendelse af vor udygtighed sagde, at vi i Europa ikke var istand til at gjøre en doktor af en ung mand i løbet af 3 aar, idet han hertil bemærkede, at de var nødt dertil for at skaffe læger udover landet paa det at folk ikke skulde dø uden doktor, - saa maa jeg fremdeles fastholde, hvad jeg sagde til professoren, at det rimeligvis kunde være ligegyldigt, naar folk dog døde, om de døde med egen eller med doktorens hjælp, og at i mange tilfælde utvilsomt det første var det heldigste. Jeg traf en doktor, en nordmand, som sagde, han havde gradueret ved Minneapolis medical college, men om hvem andre rigtignok fortalte, at han ikke havde faaet graden, men det kan, tænker jeg, komme omtrent ud paa et. Denne mand var noget af det værste, jeg har truffet paa i mine dage: uvidenheden tytede ud af ham og kry var han, som om han virkelig forstod eller vidste noget. Amerikanerne er for smarte til at blotte sig slig som han gjorde, men de, jeg gjorde bekjendtskab med, udmerkede sig alle, paa en eller to nær, ved sin manglende evne til at kunne tænke medisinsk, og ved sin gode tro paa sig selv og foragt for kollegernes duelighed; jeg opfatter det som uvidenhedens sædvanlige karakteristiske kjendetegn, det, at den altid indbilder sig, den ved noget. En doktor kaldte sin kollega paa stedet en kvaksalver og viste sig ved nærmere eftersyn selv at være ude af stand til at examinere en patient paa syfilis. Mesteparten af de amerikanske læger, jeg traf paa, havde faaet sin uddannelse ved Rush medical college i Chikago og om forholdene her erfor jeg af dr. Fenger i Chikago, at studenterne der heller ikke gjennemgaar noget klinisk kursus eller endog besøger hospitalet uden af egen fri drift. En del af de udexaminerede unge læger faar i Chikago og de andre store byer ansættelse som kandidater eller underlæger paa de store sygehuse, hvor de altsaa har anledning til at lære meget af det store materiale, som findes der, særligt naar overlægerne, som dr. Fenger i Chikago og dr. Münter i Buffalo, tager sig af at undervise og opdrage dem ved at lade dem skrive journaler og saa fremdeles. Men der er den hage herved, at overlægerne ikke har nogen forpligtelse paa sig i saa henseende; det er afhængigt af vedkommendes egen interesse for undervisningen.

Hvad der efter det indblik, jeg fik i disse ting, mangler derover, er metode i undervisningen; man overlader altfor meget til studenternes initiativ. Naar der blandt disse findes en ærgjerrig og begavet fyr, saa vil han selvfølgelig kunne bringe det vidt; men en almindelig kompanitraver, der ved en omhyggelig uddannelse dog kan blive en brugbar doktor, vil under slige forhold kun blive til en fusker, hvis hjælp vistnok mange patienter faar til at dø. Og der er liden mening i, at en doktor skal øve sig op paa sine patienter, hvad han nødvendigvis maa gjøre, naar han ikke i sin studietid faar øve sig op under kyndige mænds ledelse. Jeg fik i det hele indtryk af, at amerikanske læger havde megen respekt for scholarship, rimeligvis fordi de selv mangler det, men ogsaa af, at erhvervelsen af scholarship ikke maatte komme i konflikt med den ting at tjene mynt. Et udslag heraf var det vel, da en af professorerne ved medical college i St. Paul, der var meget stolt af, at han havde studeret i Europa, udtalte den formening om Virchow, at han visselig var en meget videnskabelig mand, men "an old crank", omtrent hvad vi vilde kalde en gammel idiot, og hvorfor? jo fordi han havde anbefalet vedkommende at studere en vis gren af medicinen i fem aar for at komme fuldstændig ind i den. Det maa jo ogsaa indrømmes, at det var mindre vel betænkt at give en amerikaner et sligt raad; han havde naturligvis ikke 5 aar at slænge væk paa studier. En anden illustration af det samme. I Buffalo havde en ung netop udexamineret læge faaet tilbud af en ældre kollega om 60 dollars maaneden og ellers alle udgifter betalt ved at reise til Filadelfia og studere bakteriologi og siden indtræde som hans assistent. Manden spurgte dr. Münter tilraads, om han skulde modtage det; men denne sagde, at han aldeles ikke burde indlade sig derpaa, "da der ikke var en cent at tjene paa bakteriologien", og dr. Münter appellerede til mig, hvormeget jeg havde tjent ved mine bakteriologiske studier; om den videnskabelige interesse ved sagen var der aldeles ikke tale.

Efter de videnskabelige arbeider at dømme, der kommer fra Amerika, maa rimeligvis studiet staa høiere i de østlige stater; men det kan ogsaa være, at det kun er den større konkurrance der, som tvinger folk til at anstrenge sig mere, men herved kommer ialfald det almindelige niveau for lægerne at ligge høiere end ude i vesten, hvor vore norske kolleger utvilsom indtager en fremragende plads paa grund af deres solide uddannelse; og de gjør ogsaa alle, saavidt jeg kunde skjønne; gode forretninger.

Civilisationen har fra gammelt af gaaet fra øst mod vest og gaar den samme vei fremdeles. Europa er utvilsomt mere civiliseret end Amerika; man har der med den stærke fart i økonomisk udlvikling ikke havt tid til at drive den luxus, som videnskabeligt arbeide i en vis betydning er, og har det fremdeles ikke ude i vesten; det gjælder der omtrent udelukkende om at tjene penge; men civilisationen rykker dog stadig fremover mod vest i form af videnskabeligt liv ogsaa. Paa universitetet i Madison fandtes et prægtig udstyret bakteriologisk laboratorium med en chef, der var vel hjemme i sine ting og endog i ferietiden med en student dyrkede ostebakterier for at gjøre studier over ostegift, og i Minneapolis har man nu grundet et statsuniversitet, der rimeligvis snart vil blive udstyret med laboratorier.

Her i Europa klager vi tildels over over-civilisation og specielt i det her omhandlede spørgsmaal har der lydt klager over, at man vil gjøre den almindelige doktor altfor videnskabelig, og der er de, som formelig sætter sig til opgave at udrydde videnskabeligheden af dem og vil gjøre dem til praktiske mænd, som om videnskab og praxis ikke kunde gaa haand i haand. Jeg forklarer dette dermed; at disse folk ikke har øie for, hvad deres videnskabelige opdragelse hjælper dem til i deres praktiske liv; jeg hørte fra flere den paastand over i Amerika, at det praktiske liv og den praktiske indsigt ikke fordrede nogen videnskabelig fordannelse; men det er dog ganske paafaldende, at enhver videnskabelig dannet mand gjør det godt i det praktiske Amerika, hvis han ikke er et kjøthode da. Efter hvad jeg har seet og her kortelig skitseret af de vestlige amerikanske praktiske lægers standpunkt vilde jeg meget beklage, om vi skulde tage disse praktiske mennesker til mønster. Jeg tror ingenlunde, at vore læger er overbyrdede med videnskabelighed; hvad vi har at arbeide mod er, at det blir en naturlig ting for den praktiske læge at behandle sine patienter og alt andet med videnskabelige forudsætninger.

Tilbake til toppen

Min kjære overlæge Hansen!

Jeg har med interesse læst Deres lille artikel i "Med. Rev." om lægeforholdene i Amerika og kan samstemme med Dem i det meste. I ét punkt, hvor De omtaler, hvorledes en ung læge spurgte mig tilraads, om han skulde modtage en plads som bakteriologisk assistent er deres beskrivelse imidlertid ikke korrekt. Jeg sagde ikke, "at han aldeles ikke skulde indlade sig derpaa", ja negtede endog, i Deres nærværelse, at give noget raad, og forklarede til Dem, at jeg var personlig interesseret i sagen.

Han havde for 1 1/2 aar været kandidat og reservelæge paa Buffalo General Hospital, havde vist specielle anlæg for kirurgi og jeg havde ugen før tilbudt ham posten som klinisk assistent i kirurgi ved Niagara universitet og ved the sisters of charity hospital. Spørgsmaalet var derfor, om han skulde opgive videre uddannelse i en retning, for hvilken han havde specielle anlæg, og kaste sig over bakteriologien som specialfag paa grund af $ 60 salær om maaneden, og mens jeg hverken tilraadede eller fraraadede det, appellerede jeg til Dem, som De siger, hvorvidt bakteriologi vilde betale sig som specialfag.

Forholdene er forskjellige i Europa og Amerika, hvor der findes meget faa bakteriologiske laboratorier, og som brødstudium - et ord, der har sin berettigelse saavel i Amerika som i Norge - ville selv De neppe tilraade bakteriologien til en ung mand, om hvem De vidste, at han havde anlæg i en anden retning, hvori De kunde være ham behjælpelig.

Det forekommer mig, at Deres beskrivelse af denne lille episode stiller saavel amerikanske forhold som specielt min egen stilling til bakteriologien i et falskt lys, og jeg beder Dem derfor publicere dette brev i næste no. af "Med. Rev." som en berigtigelse.

Med hilsen til - - - - forbliver jeg venskabeligst Deres

 Tilbake til toppen