Lappekodisillen
|
|
|
Paa det Lappernes sædvanlige Overflytninger, samt den derfor betalende Leye og Jurisdiktionen over de fremmede Lapper under bemeldte Overflytningstid Tiid, herefter ikke skal give nogen Anledning til Trette og Misforstaaelse, og man klarlig kan vide, hvilke herefter som Norske eller Svenske Lapper bliver at ansee, samt hvorledes man dennem udi alle Tilfæde reciproce skal omgaaes, ere de udi forestaaende Grendse-Traktat benevnte og her under tegnede Commisarier om visse hertil henhørende Punkter komne overens, som følger:
§ 1.
Den siden aar 1742, og under denne Grendse-Commissions Tiid, de privative Svenske Lapper paa visse Stæder udi Nordlands Amt paalagde nye Norske Lappe-Skat, og de derved innførte Sommer-Lands Stedseler, og Overdragelser til bemelte Svenske Lapper for aarlig Skat, bør, saasom stridige med endeel af de nedenstaaende betingende Articler og til nyeU-rigtigheder i Lappe-Væsenet contribuerende, afskaffes og ophøre, hvor imod saadan Indretning, som her nedenfor paa sine Steder anføres, skal settes i Verk.
§ 2.
Ingen Lap maa herefter eye Skatte- eller Bøxel-Land udi meere end Eet Rige, paa det al Anledning til Fellesskap udi Undersaatter og Land herefter kan undflyes.
§ 3.
Til Underretning for nærværende Tiid betinges, at, efterdi fra Børge-Field til Bonnæs-Field, det er udi Begyndelsen af Nordlands Amt, og for Helgelands Fogderie paa den Norske Side, men for Angermands og Uma Lap-Marker paa den Svenske Side, Field-Ryggen til Grendse er fastsat, og man saaledes paa begge Sider derved mister de gamle Skatte-Land og Undersaatter, som man hidindtil ind over Field-Ryggen har haft, skal de Lapper med deres Familier, som Skatte-Land sammesteds for nu værende Tiid, paa den Svenske Side av Grendsen have, eraktes for Svenske Undersaattere og være samme Side følgaktige, u-anseet af hvilken Side de samme Skatte-Land forhen have bøxlet, og til hvilken Side de heraf have betalt Skat, ligesom og de Lapper med deres Familier, som for nu værende Tiid have gammelt Bøxel-Land paa den Norske Side af Grendsen sammesteds, skal tilhøre Norge.
§ 4.
Dersom nogen Lap, for nu værende Tiid befindes, at have et paa begge Sider av Grendsen beliggende gammelt Norsk eller Svensk Sommer-Skatte-Land, det er saadant et Land, hvoraf før 1742 til Norge eller Sverrig Skat haver været betalt, da have han Frihed at velge, hvilken Sides Undersaat han herefter vil være, alt saa fremt han intet Vinter-Skatte-Land paa nogen af Siderne haver. Haver han Vinter-Skatte-Land paa nogen av Siderne, Norsk eller Svensk, da tilhører han den Side, paa hvis Territorio han saadant Vinter-Skatteland-Land haver.
§ 5.
Dersom nogen Lap paa den Strekning imellem Bonnæs-Field og Halde, hvor Koutokeino Grendser begynder, det er paa den Norske Side for hele Saltens, Senjens og endeel af Tromsens Fogderier udi Nordlands Amt, men paa den Svenske Side, for hele Pita og Lulla, samt endeel af Torne Lapmarker, befines at have saadant Sommer Skatte-Land paa den Norske Side af Grendsen, hvoraf før 1742, Skat til Norge har været betalt, men derimot at eye Vinter Skatte-Land paa den Svenske Side av Grendsen, da have han Frihet at vælge, enten han vil være herefter Norsk eller Svensk Undersaat, da han fremdeles bestandig beholder det Skatte-Land han haver paa samme Side af Grendsen, men mister det Skatte-Land han haver haft på den annen Side af Grendsen.
§ 6.
Paa det man kand vide, hvilke ere Norske eller Svenske Undersaatter, skal de under forestaaende 4de og 5te §.§. omrørte Lappers Frie-Vall skee i de Committeredes Nærværelse ved Røf-Setningen, saa snart muelig,uden nogen Hindring, Tillokkelse eller Tilskyndelse, Skienk og Gavers Givelse, ey heller ved løfte af en taaleligere Skat, eller paa hva Maade det ellers være maa og af privative Jord-Eyere eller andre paa nogen av Siderne forsørges kunde, men de maa have et aldeles frit og utvunget Vall.
§ 7.
De Lapper, som herefter saaledes, efter at denne Convention er sat i Verk, befindes at have baade Sommer- og Vinter-Skatte-Land, eller ikkuns et af Delene, nemlig: enten Sommer- eller Vinter-Skatte-Land, paa den Svenske Side av Grendsen, skal med deres Familie, det er, Børn eller de, som ere i Børns Sted, saasom Foster- Børn og Slektninge udi et og det samme Mad-Laug, item Tienere og Huusmænd, eraktes for Svenske Undersaatter. Det samme er og at forstaae om de Lapper med deres Familier, som have gammelt Bøxel-Land paa den Norske Side af Grendsen. Hvormed man herefter kan adskille, hvis sides Undersaatt han er, saasom ingen Lap faaer have Skatte- eller Bøxel-Land paa begge Sider, ey heller annerledes kand faae det, end det som i denne Convention findes foreskrevet.
§ 8.
Dersom nogen Svensk >Lap gifter sig med en Norsk Lappe-Hustru, som udi Norge har sit eget Skatte-Land eller flere Rehener, end han, have han Frihed, uden nogen Hindring eller Afgift af hans Formue, at blive Norsk Lap, da han sig derom hos den Svenske Foged anmelder og giør en saadan Beskaffenhed beviislig, hvorpaa Fogden skal meddele ham en skriflig Tilladelse til Overflytning og samme i Opbørsels Bogen antegne, samt hannem fra den Svenske Skat utslette. Saaledes forholdes vice versa med en Norsk Lap udi lige Tilfælde, Udi andre Omstændigheder følge Hustruen Manden.
§ 9
Dersom en Lap vil forlade sit Land og blive et andet Rikes Undersaat, forholdes med hannem, som med andre Norske og Svenske Undersåtter i lige Tilfælde, nemlig at betale 6te og 10de Penge af ald sin Formue til den Side, hvorfra han vil flytte, og bringe Beviis med sig til den Side, hvor hen han flytter, at han har betalt hans Avgift og erholdet Tilladelse at flytte over.
§ 10
Saasom Lapperne behøve begge Rigers Land, skal det efter gammel Sædvane være dennem tilladt, Høst og Vaar, at flytte med deres Rehn-Hiorder over Grendsen ind i det andet Rige. Og herefter som tilforn, lige med Landets Undersaatter, undtagen paa saadanne Steder, som her neden meldes, at betiene sig af Land og Strand til Underholdning for deres Dyr og sig selv, da de venligen skal imodtages, beskyttes og hielpes til Rette, endogsaa udi Krigs-Tider, hvilke udi Lappe-Væsenet aldeles ingen forandring skal giøre, Og allermindst skulde de fremmede Lapper blive exponerede for Plyndring eller nogen slags Tvang og Overvold, som Krigs-Tider medbringer, men altid blive som egne Undersaatter anseende og handthævede paa hvilken Side de sig da som fremmede opholde.
§ 11.
Ingen Lap, som behøver at flytte med sine Dyr over grendsen, maa udi Krigs Tider begaae nogen fiendtlig Gierning, betreffes han dermed, forholdes ikke med ham efter Krigs Brug, men han straffes saaledes, som om hans Misgierning i fredelig Tiid var begaaet.
§ 12.
Hvor Fred-Lyste Kobbe-Veider og Fugle-Vær findes på den Norske Side, for hvilke visse Undersaatter aarlig Skat betale, skal det under saadan Straf, som den Norske Lov for Norske Undersaatter tilholder, være de Svenske Lapper forbuden, noget Skiøtterie sammesteds at bruge eller paa anden Maade Skade at giøre, Paa alle andre Steder bliver dennem saadant, og alt andet Skiøtterie og Fiskerie, lige med Norske Undersaatter tilladt Ligesom de Norske Lapper ogsaa have samme Frihed i Lapmarken paa den Svenske Side.
§ 13.
De Svenske Lapper, som vil flytte med deres Dyr over Grendsen ind paa Norsk Grund, men dog ikke komme til Havet eller Fiordene, og sammesteds noget Fiskerie eller Kobbe-Skytterie bruge, betale udi Leye for hvert 20de Dyr, som i deres Følge er, stort og smaat af begge Kiøn, undtagen de Kalve, som udi samme Vaar ere fødde, hvilke ikke regnes, Een Skilling Danske eller en Styver Svensk., i Kobber-Mynt, mer ikke. Bruge de Fiskerie i Havet eller Fiordene paa den Norske Side, betale de for hvert 20de Dyr, dobbelt saa meget, som oven er meldt, det er 2 Skilling Danske, eller 2 Styver Svensk i Kobber-Mynt. Alt saaledes at samme Aars Vaar-Kalve ikke regnes, meere maa af de Svenske Lapper ikke tages, under hvad Navn eller Skin det være vil, ey heller maa de med noget personlig Arbeyde eller Tieneste belegges.
§ 14.
De Norske Lapper, som om Høsten flytte med Deres Dyr over Grendsen ind på den Svenske Side, betale for hvert 20de Dyr, som i deres Følge er, stort og smatt, af begge Kiøn, samme Aars Vår-Kalve med indberegnede, Toe Skilling Danske eller Toe Styver Svensk i Kobber-Mynt, efterdi bemeldte Lapper Lapper sammesteds den længste Tiid af aaret forblive, og Vaar-Kalvene paa den Tiid, samme Underholdning, som de øvrige Dyr behøve, Ville de tillige bruge Fiskerie og Skytterie i Lapmarken, betale de dobbelt saa meget, det er 4 Skilling Danske eller 4 Styver i Kobbermynt, Mer af de Norske Lapper ikke tages, under hva Navn eller Skin det kaldes kand, ey heller maa de med nogen personlig Tieneste eller Arbeyde belegges.
§ 15.
Udi et hvert Distrikt, hvor overflyttende Lapper ere, skal beskikkes en Lappe-Lænsmand og 2 Laug Rettes Mænd, som for deres Overflytninger intet skal betale.
§ 16
Lappe-Lænsmendene og Laug-Rettes Mændene skulle reciproce besørge, at de overflyttende Lapper for deres Dyr nyde tilrekkelig Underholdning, dog saaledes, at Lappen selv, som for Landet skatter, ikke af de fremmede Lapper fortrænges og lider Mangel, til saadan Ende skulle Lappe-Lænsmændene og Laug-Rettes Mændene vel kiende Beskaffenheden af Skatte-Landene paa deres Side, saa og vide de Dyrs Antal, som Lappen eyer, der for Landet skatter, paa det de fremmede Lapper, om fornødiges og forlanges, paa beqvemme Steder kunde anvises. Og skulle paa begge Sider de fremmede Lapper nøye tage sig i akt, saa de ikke ved deres Flytnings Færd giøre Landets egne Indbyggere nogen Skade, enten Vinter eller Sommer, paa Skaug, Ager eller Eng, Multe-Bær eller Hiort Ron-Myrer eller noget andet, under Straf efter Loven, og bør Skaden strakx erstattes efter uvilige Mænds Kiendelse
§ 17.
Førend nogen Lap, Norsk eller Svensk, med sine Dyr flytter over Grendsen, skal han for sin egen Lappe-Lænsmand og Laug-Rettes Mænd angive tallet paa de Dyr, som i hans Følge ere, det er saavel paa hans egne som paa hans Børns, Tieneres og Huus-Mænds, og Leyen til bemelte Lænsmand levere imod Beviis, saavel for Angivelsen som for Leyen, Iligemaade skal han da ogsaa angive om han vil bruge Fiskerie og Skiøtterie, hvorefter Leyen bliver proportinoneret og betalt, samt paa Angivelsen og Beviset antegnet. Med dette ovenmeldteBeviis passerer han siden uden Hindring og videre Tiltale frem og tilbage.
§ 18.
Førend Lappe-Læns Mændene med deres Lapper flytter over Grendsen, skal de tilstille den anden Sides Lappe-Lænsmand en af den og Laug-Rettes Mændene underskreven specificeret Fortegnelse paa de Skatte-Lapper og Dyr af deres Distrikt, som samme Aar vil flytte over Grendsen, de de tillige Leyen til berørte Fortegnelse og betaling. I Mangel af Lappe-Lænsmand, som berørte Fortegnelse og Betaling af den fremmede Side kand imodtage, beskikker den eller de, som Leyen tilkommer, en Fuldmektig, som paa saa beqvemt et sted, som mueligt er, skal opholde sig, nemlig udi nærmeste indtil Grendsen beliggende Lappesogn, paa den Svenske Side, og paa den Norske Side, udi en af de nærmeste Indfiorder og paa det faste Land.
§ 19.
Lapperne skal, om det forlanges, hvert Aar engang for alle, og ikke oftere, paa den Sides Territorio, som Leyen tilhører, for bemeldte Sides Lappe-Lænsmand, eller hvem Eyeren af Leyen dertil skriftlig committerer, være forpliktede, at forevise alle de Dyr, som udi deres Følge ere, og samme at lade optelle til Beviis paa Riktigheden af deres Angivelse, Nekte de saadant. Eller bemelte Personer med Ord eller Gierning ilde behandle. Da bøde en Svensk Lap allene for sin Opsetsighed, første gang 12 Daler silvermynt, og en Norsk Lap 4 Riksdaler Dansk, halve Delen til bemelte forurettede Personer, og den anden halve Deel til Kongen. For hver Gang saadan Forseelse skeer, fordobles Straffen, forgriper Lappen sig paa bemelte Personer videre, end det til simpel Opsetsighed kand regnes, straffes han desuden etter Loven.
§ 20.
Dersom nogen Lap, norsk eller Svensk, befindes falskeligen at have angivet Tallet paa sine Dyr, således at han have 20 Dyr fleere og derover, end anmeldt er, betale han for hvert 20de Dyr udi den heele Flok 2 gange saa meget, som oven er meldt, betreffess han anden Gang med saadan U-riktighed, betale han dobbelt saa meget, som første gang, og saaledes fremdeeles, saa at Straffen hver gang fordobles, altsammen udi lige Deele til Angiveren og den, som Leyen tilhører. I Mangel av anden Angiver beholde Eyeren af Leyen alt.
§ 21.
Dersom Lappe Lænsmændene eller Laug Rettes Mændene befindes at have colluderet med Lapperne udi deres u-riktige Angivelser, eller deres egen Fortegnelse at have forfalsket, og nogen at have indeholdt af den Leye, som de have indcasseret, betale de første Gang 3 gange saa meget som Vedkommende derved ere eller kunne have blevet besvegne, halvdeelen til Angiveren og den anden halve Deel til den eller de, som Leyen tilhører. Anden Gang settes de fra deres Embede og straffes som Tyve.
§ 22.
Naar nogen Trette indfalder imellem Lapper fra en og den samme Side, angaaende enten deres Overflytninger og Stedet, hvor de under deres Overflytnings Tiid prætenderer at opholde sig, eller og om bortkomne Rehner, Slagsmaal, smaa Gields Sager, som ikke stige over 12 Daler Silvermynt eller 4 Riksdaler Danske, alle Skifter efter de Afdøde eller andre smaa Sager, Lappe-Væsenet in specie og Lappernes Sædvaner betreffende, kand saadanne Sager, naar de ikke kand forliges, af samme Sides Lappe-Lænsmand og hans 2de Laug-Rettes Mænd, strax avgiøres, Og, saafremt Vedkommende til Bøjde-Retten ikke vil appelere, sammesteds exeqveres, u-anseet, paa hva Territorio Faktum er skeet eller Sagen paatales.
Men ere saadanne Sager imellem Parter af adskilte Nationer eller en Norsk og en Svensk Lap, da tilkommer, uden Hensig paa Jus territorii, Klagerens Lænsmand og Laug-Rettes Mænd strax deri at dømme, og Dommen, naar den ikke apelleres, at exeqvere, dog saaledes, at Retten tillige besettes med 2de Laug-Rettes Mænd fra den anklagedes Side, og den anklagedes Lappe Lænsmand, som hans Forsvar, skal være berettiget, derved at være tilstæde, om forlanges, altsammen uden Betaling for bemelte Betiente udi begge Tilfælde. Naar en af Partene med denne Lappe Rets Foretning er misnøyet, og med Sagen vil gaae videre, skal Apellationen skee til den Bøjde eller Herrets-Ret, paa hvis Territorio Faktum er begaaet, eller om det er Arve-Skifter betreffende, da hvor den Afdøde i sin Leve-Tiid har henhørt.
§ 23.
Alle andre Sager imellem Lapper, enten af en og samme Nation eller af adskildte Nationer, henhøre til de sædvanlige Bøjde og Herreds Retter, samt paatales, dømmes, og dersom de ikke til høyere Ret indstevnes, sammesteds exeqveres, alt paa det Territorio, hvor Gierningen er skeet, allene med den Forskiel, som i næstforegaaende §. Er anført, nemlig at naar en af Partene er en fremmed Undersaat,eller Faktum paa fremmed Undersaat eller Goods er begaaet, skal udi Laug Retten tiltages 2 Laug-Rettes Mænd fra den fremmede Side, hvilke udi alle Maade skal have samme Anseelse, Ret og Myndighet, som de andre Laug- Retters Mænd, Og skal den fremmede Lappe Lænsmand være berettiget, derved at være tilstæde, som Forsvar og Fuldmæktig for Vedkommende fra samme Side, naar beviisligt er, at berørte 2de fremmede Laug-Rettes Mænd til saadan Ret at besidde lovligen ere varslede, og dog ikke innfinder sig, kand i deres Sted 2 andre fornuftige og ærlige Lapper fra samme Side antages, Kand saadanne ikke erholdes, forbliver det ved den sædvanlige Laug-Ret, Og da skal Dommen paa Stedet forkyndes, og Akten gives Vedkommende tilstædeværende fra den fremmede Side, enten Lappe-Lænsmanden eller Laug-Rettes Mændene udi Vidners Paasyn, eller imod deres Beviis, uden betaling beskreven, Paa det man seer sig nogen Dommer imod nogen af de i denne Conventionforeskrevne Omstændigheter, have han forbrudt sit Embede.
§ 24.
Vedkommende fra den fremmede Side, saavel Parter som Vidner, skulle, naar de lovligen ere stevnte, være forpliktede, for denne combinerte Ret at møde, og til Sagen at svare, eller deres Vidnesbyrd at aflegge. Møder den svarende ikke, eller hans u-omgiængelige forfald og Hindring til samme Tiid, som han er indstevnet, for Retten lader anmelde og bevise, Og det dog beviislig findes, at han lovligen er innstevnet, fortfares ligefuldt med Sagen, som han virkelig var tilstæde, Og efter Klagemaalet eller Stevningen og de tilstædeværende Beviser dømmes og exiqveres. Kand den Svarende ved neste Ting giøre sit Forfald beviisligt, baade at han selv ikke har kundet komme, ey heller kundet lade samme for Retten bekientgiøre paa den Dag, han burde for Retten have compareret, saa maa Sagen igjen optages og afdømmes. Men, uteblive Vidnerne fra det første Ting, da skal den opsettes til næste Ting, om Sagen uden dennem ey kand oplyses, og bøde Vidnet en Rigsdaler Danske eller 3 Daler Silvermynt for uteblivelsen til den Krone hvis Undersaat det er.
§ 25.
Ingen Executin eller Udpanting, undtagen efter den udi 22§. omrørte Lappe-Rets kiendelse, maa udi nogen fremmed Lapps Boe foretages, uden efter skriftlig Dom, og imod Beviis for Betalingen, som til Lappen, udi hvis Boe Executionen eller Udpantingen foretages, strax paa Stedet leveres, forseer sig nogen herimod, straffes som for Volds Verk.
§ 26.
Rømmer Nogen Lap for Halsløs Gierning over det Riges Grendse, hvor Gierningen er begaaet, forholdes med hannem, som med andre Norske eller Svenske Undersattere i lige Tilfælde.
§ 27.
Alle Lappe-Sager skulle paa slet og ustemplet Papiir afhandles og beskrives, naar en fremmed Lap udi Sagen er interefferet.
§ 28.
Indbyggerne udi Utziocki, som nu ved Grensens Foreening er blevne Private Svenske Undersaatter, skulle i alle Maader, handelen betreffende, saavel med Landets Produkter, som med de Vahre, der bringes til Landet, blive behandlede lige med de Kongelige Norske Undersaatter der i Landet, og lige med dem nyde, saavel den nærværende, som den herefter udgivende Oktroy og anden Handelens Indretning got ad, saa at, Hva de til de Norske Kiøbmænd overbringe, skal dennem efter Oktroyen blive betalt, og i ligemaade skal dennem efter Oktroyens Priis overlades, hva de sig ville tilhandle, dog skal Compagniet ey være forbunden til, at give disse Svenske Undersaatter den Credit, som det i visse Tilfælde, ifølge Oktroyen, maa give de Norske.
§ 29.
Alle vedkommende Kongelige Betientere paa begge Sider i særdeleshed Lands-Høfdingerne og Amtmændene, skulle flitteligen efterforske, hvorledes de fremmede Lapper blive behandlede, og troligen besørge, at dennem vederfares hva Ret er, og de efter denne Convention bør nyde, Iligemaade skulle de, naar de Landet igjennem reyse og paa Embedets Vegne besøge, betimelig lade samme fremmede Lapper advare, paa hvilken Tiid og Sted, de udi Nærheden ere at finde, paa det Lapperne, i Fald de have noget at Klage, kunde personlig sig hos dennem infinde og deres Tarv andrage.
§ 30.
Endelig finder man fornøden herved at declarere, at disse forhen stipulerede Over-Flytninger, med videre deraf dependerende Indretninger ingenlunde saaledes ere at forstaae, som: At Konge-Rigerne, Norge eller Sverrig, derved nogen Jurisdiktion eller anden Rettighed, af hva Navn der være kand, ind over Grendsen i det andet Rige tilstaaes, men alleneste, som saasom en Tolerantz og resiproque Føyelighed, der ikke vel kand undgaaes, saafremt ellers Lapperne paa begge Sider skal staae ved Makt og in Politicis holdes i tilbørlig Skik og orden.
Altsaa bliver den udi Grendse-Traktaten utnevnte og fastsatte Grendse Linie, saavel i Henseende til Lapperne og deres Distrikter, som ellers betreffende de øvrige Norske og Svenske Undersaatter og deres Distrikter, aldeles ved sin fulde Kraft, saa at hverken Tidens Ælde, vedkommende Betienters og Undersaatters Forsømmelse, Collusioner og Indgreb, eller nogen Hævd og Brug ind over samme Grendse (blive den saa gammel samt at hvad Art og Beskaffenhed den vil) herudi nogen Forandring kand eller skal giøre, Men hvert Rige skal herefter paa sin side af benevnte Grendse, aleene og ubeskaaret være berettiget, alle Regalia og Jura Majestatis, saavel i Geistlige som Verdslige Sager, at øve og bruge.
Dette Codicill eller Tilleg til Grendse-Traktaten, skal udi alle sine Punkter være af samme Kraft, som ovenberørte Grendse-Traktat i sig selv, aldesles saaledes, som det i Ord for Ord derudi var indført. Til yderligere Vished ere heraf 2de Exemplaria forfattede, som af Deres Kongelige Majestets, Kongelige Majestets befullmæktigede Commissarier ere underskrevne og med deres sædvanlige Signeter bekræftede, som skeede i Strømstad Aar efter Christi Fødsel, Et Tusinde, Syv Hundrede, Halvtredsindstyve og Et, den 21 September. 2 Oktober.
J. MANGELSEN J. MAURITZ KLINCKOWSTRØM
(L.S) (L:S)
|
